Norge: Op og ned langs kysten

Maskinoversat fra engelsk – ikke gennemgået af et menneske.

På de fleste rejser sejlede vikingerne langs kysten, så de kunne bruge dale og bjerge som pejlemærker. Men det var ikke altid så let. Beretningen om handelsmanden Ottar og hans rejse fra Hålogaland i Norge via Skiringssal og Hedeby til kong Ethelred i London omkring år 880 giver et indtryk af problemerne.

Når man sejlede fra Norge til Danmark langs kysten, navigerede man efter naturlige pejlemærker som bjergtoppe, skær og holme osv. Hvis man sejlede langs den tyske Østersøkyst i tåge og dårligt vejr, kunne man holde sikker afstand til land ved at måle dybden. Her skråner bunden jævnt ned fra land.

Hvis man sejlede fra Danmark mod vest, var det naturligt at følge den tyske kyst til Friesland og derefter til Normandiet. Denne kystrejse var ikke særlig afhængig af navigationsinstrumenter. Der krævedes ikke samme grad af navigationskundskab til at sejle i Østersøen som i Nordsøen eller selve det store hav – Nordatlanten.

Da vikingerne sejlede langs den norske kyst, havde de mange naturlige pejlemærker at sejle efter. Mange gravmarkeringer fra tiden før vikingerne blev anbragt, så de var let synlige fra havet. I Olavs saga hører vi, at gravhøjen ved Tjernagl blev brugt som navigationshjælp. Efter kristendommens komme blev der bygget mange kirker og stenkors langt ude på kysten, og de blev naturlige navigationshjælpemidler for søfarende.

Langs kysten er der mange bjerge med et særpræget udseende, og til mange af dem knytter der sig legender og myter. De ældre mandskabsmedlemmer fortalte disse myter til de yngre, mens de roede eller sejlede langs kysten. Historierne hjalp dem med lettere at huske kursen.

Sidst opdateret: 18. oktober 2026

This post is also available in: Engelsk Norwegian Bokmål

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.