
Maskinoversat fra engelsk – ikke gennemgået af et menneske.
Opdagelsen af Island

Af Kristin Axelsdottir
Island er en ø i Nordatlanten, vest for Norge, øst for Grønland og nord for De Britiske Øer. Det var det sidste land i Europa, der blev bosat, og dets historie er derfor ikke så lang og gammel som historien i alle nabolandene. Men islændere har altid elsket bøger, og at skrive og læse er en stor del af vores kultur. Vi har mange gamle bøger eller sagaer, og to af dem fortæller os historierne om de første bosættere. Den ene hedder “Islændingebogen” (Íslendingabók) og fortæller os om Islands historie de første 250 år. Den blev skrevet af Ari Thorgilsson den Vise i 1100-tallet. Den anden hedder “Landnámabók” (Bosættelsesbogen) og fortæller os om dem, der fandt Island, og hvor de bosatte sig.
I sin bog nævner Ari den Vise irske munke – eller papar, som vikingerne kaldte dem – som boede her næsten et århundrede, før de første vikinger ankom. Vi tror, at disse papar kaldte vores land “Thule”, og hjemme i Irland fortalte de andre munke om de lyse midsommernætter. De sagde, at det var så lyst, at de endda kunne plukke lus af deres skjorter ved midnat! Disse munke kunne enten ikke lide vikingerne, eller også blev de jaget væk af de nye bosættere, og de må være rejst i hast, for de siges at have efterladt bispestave, klokker og bøger. På østkysten ligger en lille ø, “Papey” (Paparnes ø), åbenlyst opkaldt efter dem.
Naddodd var en nordmand, der sejlede fra Norge til Færøerne i 800-tallet. Han og hans mænd fór vild og fandt et nyt land meget længere mod nordvest. De var kommet til Islands østkyst. De udforskede omgivelserne, men fandt ingen tegn på menneskelig bosættelse og vendte snart om. Da de sejlede væk, faldt der sne på bjergene, og Naddodd besluttede at give dette nye land et navn, “Snæland” (Snelandet).
Garðar Svavarsson, en svensker, var den næste viking, der sejlede til Island. Han ville vide mere om landet og sejlede rundt om det og fandt ud af, at det var en stor ø. Om vinteren blev han med sine mænd i den nordlige del af landet. De måtte bygge nogle huse der til at bo i, og lige siden har stedet heddet “Húsavík” (Husbugten), og der er nu en landsby der. Næste sommer afsluttede Garðar sin tur rundt om øen og sejlede væk. Han gav øen et nyt navn, opkaldte den efter sig selv og kaldte den “Garðarshólmi” (Garðars ø).
Flóki Vilgerðarson, senere med tilnavnet Ravne-Flóki, var en norsk viking, der drog ud for at søge dette nye land. Han tog sin familie, venner og husstand med og ville bosætte sig i “Garðarshólmi”. På sit skib havde han også tre ravne, og når han troede, han var nær land, slap han ravnene ud én ad gangen, så de kunne vise ham den rette vej. Ravnene vendte altid tilbage til skibet, men en dag fløj den tredje ravn fremad. Flóki fulgte den ravn og fandt det nye land. Flóki og hans mænd bosatte sig i en fjord på øens nordvestlige del. De var travlt optaget hele sommeren med at bygge, fiske, samle æg og more sig, men glemte at lave hø til vinteren.
Den følgende vinter døde alle deres dyr af kulde og sult. Næste forår gik Flóki op på en bjergtop og så en fjord fuld af is på den anden side. Han kaldte fjorden “Ísafjörður” (Isfjorden) og gav landet et nyt navn, “Ísland” (Island), som det har båret lige siden. Flóki vendte tilbage til Norge nogle år senere, han var meget bitter og talte dårligt om det nye land, men en af hans besætning sagde, at landet var vidunderligt og fuldt af gode ting.
I dette afsnit
Sidst opdateret: 18. oktober 2026
This post is also available in:


