Estland

Gamle bydel i Tallinn i Estland
Foto: Hendrik Mändla · CC BY-SA 4.0 · Wikimedia Commons (kilde)

Maskinoversat fra engelsk – ikke gennemgået af et menneske.

Af Eddi Tomband

Kontakter før vikingetiden

I det følgende vil jeg gerne dele nogle historier med dig om vikinger og vores land og forbindelserne mellem Estland og Skandinavien i tiden før vikingetiden (500–800).

Beviser fra den tid er fundet i nogle skandinaviske smykker og sværd, men hovedkilden er skandinavisk og islandsk folklore. I folkloren kendes landene øst for Østersøen som Østervejen, Austrvegir eller Austrriki, og Rusland kendes som Gardariki – byernes rige. Dette område blev også tidligere kaldt Svitjod.

Sagaerne fortæller om nogle forhistoriske svenske konger, der mødte deres død her, men også om krigen og fald af den fjerde svenske konge Ingvar, omkring år 600 e.Kr. “Og den næste sommer drog den store kriger Østens søn Ingvar med sin hær til Estland, og de plyndrede omkring stedet kaldet Stein. Men estlænderne samlede en stor hær og begyndte slaget. Hæren var stor, og svenskerne holdt ikke længe stand. Ingvar faldt, og soldaterne flygtede. Kongen er begravet på kysten et sted kaldet Adalsysla.

De slåede svenskere vendte hjem, og “bølgerne synger deres sang til fornøjelse for den hvilende svenske konge”. Bagefter bortførte Ingvars søn Anund med sværdet i hånden bytte fra den estiske kyst. I folkloren er han kendt som “estlændernes fjende”.

Alt dette skete ved kysten, og nogle år senere dukkede vikingeskibene op igen. Det indre Estland levede sit fredelige landbrugsliv, hvor de fleste mennesker ikke forlod deres egen landsby eller sogn i løbet af et liv.
På den sydlige grænse sluttede krigen aldrig. Der var plyndringer fra letterne, og fra øst var russerne hyppige invasører.

Vikingetiden i Estland

Markedspladsen

Mænd blev “vikinger” ikke af valg, men fordi de måtte. Et godt eksempel findes i “Gutasagaen”, der beskriver et år på Öland i 500-tallet:

“Engang var der en stor hungersnød på Öland, og en tredjedel af befolkningen måtte flytte væk, ligesom de var blevet tvunget til i fortiden. Folk trak lod, og dem, der tabte, ville ikke gå fredeligt, men blev tvunget til at gå med våben. Så sejlede de til DAGAITHI (Hiiumaa – en ø i Estland), hvor de byggede en indhegnet befæstning. Senere rejste de videre gennem Rusland langs floden Dyna og kom til Grækenland, hvor kongen gav dem land”.

Estland var på den tid “et hus ved vejen” eller en etapeby. Handelsruterne mellem Nordeuropa gennem Rusland mod øst til Persien gik gennem her. Normalt foregik handelen med Skandinavien sådan her: De kom med nogle skibe, hver med 30 mand om bord. Når de var kommet i land, så de sig først omkring, og hvis det var muligt, begyndte de at røve fra folk. Hvis de ikke var stærkere end estlænderne, begyndte de i stedet at handle med dem. For at opnå det indgik de en våbenhvile med dem og udvekslede gidsler, men efter våbenhvilen kunne alt ske.

Med tiden blev der oprettet visse faste markedspladser i Estland, som Birka ved Mälaren, søen i Sverige. Det vides, at der var flere sådanne markedspladser her, men i dag ved ingen præcis, hvor de lå.

Sidst opdateret: 18. oktober 2026

This post is also available in: Engelsk Norwegian Bokmål