Guthorms invasion af Wessex

Statue af kong Alfred i Winchester
Foto: NickDenbow · CC BY-SA 4.0 · Wikimedia Commons (kilde)

Maskinoversat fra engelsk – ikke gennemgået af et menneske.

“Vikingerne kommer! Gud fri os fra nordmændenes raseri!”

Skrevet til The Viking Network af Dana Metheny

Guthorm

Kan du forestille dig synet, da skibsladninger af vikinger landede i England for at plyndre dets kirker og tage dets land? Skrækkens og fortvivlelsens skrig lød igen og igen gennem England i århundreder. Mange vikingehære kom til England, nogle kun for at plyndre efter guld; nogle andre blev for at dyrke jorden og skabe hjem til deres familier. I dag er der stadig dele af England, hvor vikingernes arv stadig er til stede.

Denne historie handler om en bestemt hær ledet af en dansk viking ved navn Guthorm. (Englænderne kaldte ham Guthrum.) Guthorm og hans hær kom fra en endnu større vikingehær, kaldet “Den Store Hær”, som blev ledet af Ivar Benløs og hans bror Halfdan. Disse to mænd var sønner af Ragnar Lodbrok, der blev dræbt af englænderne i Northumbria.

Efter at Ivar forlod England for at tage til Irland, fortsatte Halfdan med at erobre engelsk land og slog sig til sidst ned. Men Guthorm havde et godt øje til den eneste del af England, der var tilbage uerobret: kongeriget Wessex. Den Store Hær delte sig derefter: mange mænd slog sig ned med Halfdan, og mange fulgte Guthorm. Og så begyndte Guthorm en række angreb mod Wessex og dets konge, en ung mand ved navn Alfred.

Oversigt over historien

Maj … en god måned til et slag! Kong Guthorm vidste, at det ikke ville blive nogen træfning. Kong Alfreds hær var hurtigt blevet styrket, nu hvor afgrøderne var plantet. Men Guthorms krigere var professionelle krigere. Og Guthorm var ivrig efter at rykke sydpå og tage kongeriget Wessex. Han vidste, at hans hær havde flere fordele i forhold til Alfreds bønder-krigere og ealdormen.

Men der var et par vigtige detaljer, der nagede ham i tankerne den tidlige maj-morgen. Ragnarssons død var kun en af dem. Men da solen begyndte at stige, gav Guthorm ordre til at flytte hæren til Salisbury Plain. Dér ville de møde deres fjender og kæmpe for at vinde vejen til Wessex. Sejr … vikingekongen kunne næsten smage den!

Da han gav ordre til at bryde op fra lejren, vidste Guthorm dog, at kendskabet til hans og hans mænds skæbne lå skjult bag det alsynende øje hos en ustadig gud, Odin.

“Min lejr er i Gloucester!”

Året 877 havde været et stort år for Guthorm, Oskytel og Amund, de tre danske krigsledere. De havde indtaget og besat Exeter, en by i kongeriget Wessex, i otte måneder. Efter at have iværksat træfninger og indsamlet bytte forlod de endelig byen i 878. Men de var blevet godt betalt med engelsk guld til gengæld for deres løfte om at forsvinde og lade Wessex være i fred.

I Mercia, lige nord for Wessex, tænkte Oskytel og Amund ikke længere på at kæmpe mod englænderne. De havde noget andet i tankerne, som de regnede med, at Guthorm ikke ville bryde sig om.

“Guthorm, nu hvor vores punge er fulde af danegæld, vil vi ikke kæmpe mere. Oskytel og jeg tager vores del af land her i Mercia. Nu vil vi skabe hjem til os selv og stifte familie,” meddelte Amund, så alle kunne høre det. “Og mange af krigerne vil gøre det samme,” tilføjede han.

“Ja!” nikkede Oskytel. “Vi er velhavende nok til at gøre det nu. Vi har ikke brug for Wessex’ land, når vi kan bosætte os komfortabelt i det danske Mercia.”

Det var sandt. Englænderne havde betalt vikingerne en meget generøs bestikkelse for at forlade Wessex. Nu var de i dansk territorium med vinteren på vej og kort efter forårets såtid. Mange mænd i hæren mente, at efteråret 878 var et godt tidspunkt til at slå sig ned, dele jorden op og begynde et nyt liv. Mange var kommet til England for netop at få chancen for det.

Men historien fortæller os, at Guthorm ikke havde i sinde at slå sig ned endnu. Måske svarede han noget i retning af: “Min lejr er i Gloucester! Alle I mænd, der ikke er tilfredse med købt fred, kan komme med mig. Jeg har en plan for at knuse kongeriget Wessex og vinde rigt land og kyst på én gang.”

Guthorms plan

Guthorm havde virkelig en genial plan for at erobre kongeriget Wessex. Den gik ud på at bringe hans hær tættere på Wessex’ grænse og derefter vente på hjælp fra en flåde af langskibe fra vest. Med kongen af Wessex og hans hær fanget mellem Guthorms landstyrker og vikingernes langskibe, der var fyldt til essingen med krigere, kunne engelsk Wessex blive klemt og knust for evigt. Guthorms første træk, angrebet på Wessex’ grænseby Chippenham, satte hans plan hurtigt i gang og med dødelig kraft.

Slaget ved Chippenham

Kort over Danelagen i England
Foto: S. R. Gardiner · Public domain · Wikimedia Commons (kilde)

Kort efter den 6. januar 878, lige efter julefesten på Helligtrekongersaften, brød Guthorms hær ind i det fredelige Chippenham og overraskede alle. Englænderne var rædselsslagne over at se vikingekrigerne så kort tid efter, at de havde forladt Wessex. Havde de ikke taget imod betalingen af danegæld og lovet at forsvinde? Landet skulle være i fred!

Her er, hvad kong Alfreds egen biograf, Asser, skrev om dette angreb kort efter, at det skete:

“Der overvintrede de og drev mange af Wessex’ folk over havet med våbenmagt og på grund af mangel på livets fornødenheder. De bragte næsten alle landets folk til fuldstændig underkastelse.”

Det, Asser skrev, var tilsyneladende sandt, for i Frankrig findes der optegnelser, der fortæller om året 878, hvor mange flygtninge fra England ankom til Frankrig. Det kan have været de engelske folk, der blev jaget ud af deres hjemlande af Guthorms hær.

Selv kong Alfred blev fuldstændig overrasket. Han havde fejret juleferien i kongebyen Dorset. Med Guthorm nu i kontrol over vejen nordfra ind i hans rige måtte Alfred flygte til hedernes og skovenes vildmark, før Guthorm kunne indhente ham. Alfred var så uforberedt på Guthorms angreb, at de eneste kampduelige mænd, han havde med sig, var hans livvagter. Det var kun nogle få hundrede mænd. Guthorms krigere talte dog i tusindvis.

Vikingebesvær på to sider?

Mens Alfred og hans lille følge gemte sig i det vilde land, kunne Guthorm se frem til at levere det knusende slag mod Wessex, det allersidste af de saksiske kongeriger, der skulle falde til danerne. Vikingekongen må have ventet ankomsten af en af Ragnar Lodbroks sønner (muligvis ved navn Ubbe, men ingen er sikre) og hans flåde af langskibe. De skulle komme fra vest, sandsynligvis fra Sydwales, for at give klo-bevægelsen sammen med Guthorms landhær. Ingen ved, hvordan denne invasion fra land og sø var planlagt. Men selv Alfred kan have forventet problemer. Han var flygtet til en position mellem Guthorms styrker og vest. Han kunne have vendt sig mod begge sider for at forsvare sit land med dem, han kunne samle til sin hjælp. Men hvad ville der ske, hvis både landhæren og krigerne på langskibene angreb på samme tid? Kong Alfred kunne kun håbe, at det ikke skete.

En stor ulykke for vikingerne

Endelig, i dagene før påske, som i år 878 var den 21. marts, satte Ragnarssons treogtyve skibe sejl og rykkede frem mod nord-Devons kyst for angrebet på Wessex. Ealdormanden af Devon, Odda, trak sig tilbage med sit folk til en stærk bjergfæstning på Countisbury Hill. Dér havde fortet udsigt over kysten og vejen mod øst. Dér ventede de og så på skibene og holdt udkig efter vikinger på vejen. Skibene ventede også i håb om at sulte folkene ud. Saksernes vidste, at de måtte gøre noget, før al deres mad og vand slap op.

Tidligt en morgen angreb de og dræbte de fleste af danerne. Det siges, at selv Ragnarsson blev dræbt i slaget den dag. Truslen om et klo-angreb var forbi. Nu måtte Guthorm og hans hær kæmpe for Wessex på egen hånd eller glemme Wessex og slå sig ned på allerede vundet land et andet sted.

Kæmpe eller slutte fred?

Skulle Guthorm fortsætte kampen, eller skulle han slutte fred? Han havde meget at tænke over, før han traf sin beslutning. Hans hær havde flere fordele i forhold til den engelske hær. For det første havde vikingerne bedre våben. De førte langsværd og stridsøkser. De havde bedre disciplin og kunne udholde lange felttog, fordi de ikke skulle bekymre sig om afgrøderne. De havde ikke hjem at beskytte. De var erfarne krigere med fremragende kampstrategier, og de havde et frygtindgydende ry. Guthorm ville have tænkt på disse fordele.

Men en god kommandør ville også have overvejet sin hærs ulemper. En af de største bekymringer var, at hæren var skrumpet i størrelse. Der var ikke kommet forstærkninger til at erstatte de mænd, der var blevet dræbt i tidligere slag. De krigere, der var tilbage, havde kæmpet længe og talte om at slå sig ned. Guthorm fornemmede, at hvis han tabte et slag, ville hæren splittes. Nogle mænd ville stadig følge ham, hvis han ville kæmpe igen, men han løb risikoen for ikke at kunne beholde nok mænd. Og endelig vidste Guthorm, at vikingerne havde vundet slag, fordi de engelske konger havde været for travlt optaget af at skændes med hinanden eller bare havde givet op. Alfreds Wessex ville ikke give op. Folkene, der boede dér, var bestemt imod vikingerne. De ville tage et standpunkt og havde gode ealdormen, som lyttede til Alfreds kommandoer og arbejdede sammen med ham for at besejre vikingerne. Guthorm vidste alt dette og talte det formentlig igennem med sine bedste krigere. Og da al snakken var forbi, var de klar til en kamp.

Kong Alfred samler sin hær til kamp

Alfred vidste hele tiden, at hans landsmænd havde brug for tid til at så deres afgrøder, før de ville forlade deres gårde for at slutte sig til hans hær. Hvis han tog dem, før markerne var tilsået, ville der måske ikke være nok mad til vinteren. Så han ventede hele foråret på et sted kaldet Athelney, blot en lille bakke beskyttet mod invasion af krat og sumpe hele vejen rundt. Her byggede han et fort og brugte det som base til at iværksætte små, hurtige angreb mod Guthorms hær.

Gennem marts og april sendte Alfred også bud til områdets saksiske mænd om at forberede sig til et angreb på danerne. Hans landsmænd svarede, og i maj begyndte de deres march mod nordøst for at møde vikingehæren.

Slaget ved Ethandun (Edington)

Hvem ved, hvad der virkelig skete på slagmarken den maj-morgen i 878? Detaljerne er desværre tabt for evigt. Men ved at bruge det lille, man ved om slaget, og det, vi ved om vikingernes levevis, sammen med lidt fantasi, kan slaget måske beskrives sådan her:

Kvadet om Guthorms hær ved Ethandun

På Salisbury Plain ansigt til ansigt
englændere ivrige efter hjemmets forsvar
skjoldborge flettet i tæt beskyttelse
Guthorms krigere kalder på Odin

Med brummende stemmer
glæder danerne sig altid ved kamp.
Mod angreb fra begge sider,
med ord til at skræmme fjender.
Kampens guder bliver grådige efter slagtning
Mændenes råb, der kæmper hæftigt
på bidende sværds og blodig økses mark
under mænds støvler falder lig
Ravnene skråler over larmen,
sletten flyder rød af blod.
Skjolde klinger og flækkes
fra begge sider i lige antal.
Krigens guder råder vikingerne:
hver mand må være tapper
efter døden mindes gerninger i tale
valkyrierne samler tapre mænd
Krigere kæmper uforfærdede og stærke!
Før klingen bider dens kranie.
Lidt tabes for mænd, der kæmper godt.
For at kæmpe igen en anden dag.
Guthorms mænd kæmpede hæftigt, langt hjemmefra
men så ikke Odins gunst den dag.
Tilbage til Chippenham trætte bag mure
lille er tabet for mænd, der kæmper godt;
De førte våben
Guthorm vendte sine krigere tilbage,
for at kæmpe igen en anden dag.
Men Odin giver ustadig lykke.

Og sådan gik det ved slaget på Salisbury Plain nær Ethandun (nu kaldet Edington). Guthorm trak sig tilbage til Chippenham efter slaget. Alfred forfulgte ham dertil og omringede vikingelejren. Han dræbte det løse kvæg og de mænd, han fandt uden for murene. Guthorm og hans mænd må have undret sig over, om deres guder stadig favoriserede dem. Nogle kan have klaget til deres krigsleder over, at det var et godt tidspunkt til at slutte fred, slå sig ned og dyrke jorden uden for Wessex. Og mens de drøftede deres næste træk, forhindrede Alfred, at der kom mad og vand ind i lejren. Inden for to uger, sent i maj 878, overgav Guthorm og hans hær sig og accepterede det totale nederlag for planen om at erobre Wessex

Vilkårene i freden i Wedmore

Guthorm gik med til over for Alfred at lade kongeriget Wessex være i fred, og han gav Alfred nogle mænd fra sin hær som gidsler. Hvis Guthorm brød sit løfte, kunne Alfred dræbe gidslerne. Denne slags aftaler var blevet indgået og brudt før. Men Alfred ville også have, at Guthorm og hans mænd tog imod kristendommen. Guthorm gik med til det, og det blev også gjort til en del af traktaten. Du kan læse mere om freden i Wedmore her.

Guthorm lader sig døbe

Guthorm og tredive af hans mænd blev døbt i Wedmore, som lå inden for Wessex. Guthorms dåbsnavn var Athelstan, som betyder “kongelig sten”. Alfred selv var Guthorms gudfader.

Efter ceremonien blev vikingerne hos Alfred som velkomne gæster. Mange gavmilde gaver blev udvekslet mellem kong Alfred og kong Guthorm under besøget. Selv om ingen ved, hvad de talte om, kan vi antage, at Alfred var interesseret i at lære vikingerne om deres nye gud.

Tror du, at danerne var imponerede over ceremonierne og hilste den nye gud velkommen frem for Odin? Historiske fakta efterlader os ofte med mysterier, som ingen kan løse. Ville det ikke have været interessant at lytte til samtalerne mellem de to mægtige konger efter det store slag?

Et nyt kapitel i vikingernes liv

Da Guthorm og hans mænd forlod Wedmore, sluttede de sig igen til danerne i Chippenham og tilbragte resten af sommeren dér. Derefter forlod de Wessex og tilbragte vinteren i Cirencester i det danske Mercia. De blev dér indtil efteråret 879. Planlagde de endnu et angreb på Wessex? Ventede de på, at flere danske forstærkninger skulle slutte sig til deres hær? Ingen ved, hvad der foregik dér i det år efter slaget. Måske blev mange muligheder drøftet mellem Guthorm og hans mænd. Måske var hans krigere, der var blevet færre og færre efter det sidste års kampe, virkelig klar til at slå sig ned som bønder.

Endelig, i efteråret 879, flyttede Guthorm og hans mænd stille væk til East Anglia. Det var her, i de lande, vikingerne allerede havde vundet år før, at de delte jorden og begyndte at dyrke det rige land.

Da Guthorm stadig var konge for de plyndrere-blevet-bønder danere, begyndte også han et meget anderledes kapitel i historien om sit liv som viking i England. Tror du, at han tilbragte resten af sine år i fred som bondekonge, eller var det hans skæbne at møde Alfred igen for at indgå endnu en ny traktat om fred i England?

Sidst opdateret: 18. oktober 2026

This post is also available in: Engelsk Norwegian Bokmål