
Maskinoversat fra engelsk – ikke gennemgået af et menneske.
995–1030 e.Kr.
Olav var søn af kong Harald af Vestfold i Norge og Åsta Gudbrandsdatter. Olavs far blev dræbt, før Olav blev født, og hans mor giftede sig derefter med Sigurd Syr, der også var efterkommer af kong Harald Hårfager og ejede store godser i Ringerike nord for Vestfold. Sigurd var en velhavende mand, men interesserede sig mest for landbrug, ikke kamp.
Olavs mor lod ham dog aldrig glemme, at han var en konges søn. Olav var af middel størrelse, men stærk. Han udmærkede sig i bueskydning og spydkast.
Han var en god sværdkæmper, og han hadede at tabe! Han var flot, men når han blev vred, skræmte hans skarpe blå øjne de andre børn. Det skete måske ret ofte, for folk kaldte ham ofte Olav den Tykke. Som 12-årig var han klar til et liv som vikingekriger.
“Hil dig, Olav!” Den tolvårige Olav vinkede tilbage til mændene, mens han gik om bord på langskibet. Hans hjerte bankede hurtigere end normalt. Han skulle i viking for første gang. Han havde fået mænd og skibe for at lære vikingehåndværket, som hans afdøde far havde elsket så højt. Hans far havde i årevis plyndret og handlet langs Østersøens kyster, og nu skulle sønnen følge i hans fodspor.
Olav tilbragte sine tidlige teenageår med sine mænd på plyndringstogter mod byer og landsbyer langs Østersøens kyster. Hans “mentor” Rane lærte ham alle håndværkets kneb, både til søs og på land. I Danmark mødte Olav Torkild den Høje, en dansk vikingehøvding. De slog sig sammen og besluttede at sejle mod vest til England.
Olav i England
I tre år hærgede de det sydøstlige England. De undlod at indtage London, men fortsatte op ad Themsen til Oxford, hvor de besejrede de lokale styrker og plyndrede området. I 1011 deltog de i angrebet på Canterbury. Kong Aethelred måtte betale vikingerne, herunder Olav og Torkild, 4800 pund sølv for at blive af med dem.
Olav sejlede derefter mod Normandiet og besluttede at tilbyde hertug Richard 2. af Normandiet sine tjenester i en periode. Ifølge nogle kilder sejlede han senere sydpå langs Frankrigs og Spaniens kyst mod Middelhavet og plyndrede byer og landsbyer undervejs. Det fortælles, at Olav en nat et sted ved Spaniens vestkyst havde en drøm.
Olavs drøm

En mand kom til Olav i drømme. “En mand, man ville lægge mærke til i en menneskemængde”, beskrev Olav ham. Han var enorm, stærk og så mægtig ud. Han bad Olav opgive sine planer om en rejse ind i Middelhavet. “Vend tilbage til Norge”, sagde manden, “og du skal være konge over hele Norge for alle tider”. Det må betyde, at min søn og hans søn efter ham skal være konger af Norge for evigt og altid, tænkte Olav.
Han vendte tilbage til Normandiet med sine mænd, og de blev vinteren (1013–1014) som hertug Richards gæster i Rouen. I de lange vinteraftener hørte den 18-årige Olav om kong Carolus Magnus (Karl den Store), og hvordan han havde opbygget og organiseret sit rige. Han skulle blive Olavs store helt. Senere opkaldte Olav endda sit kongelige langskib “Karlshöfði” efter Karl den Store. Den vinter blev Olav i Rouen døbt som kristen.
Olav bliver kristen
I Rouen gik Richard og hans mænd ofte til messe i den imponerende domkirke, og Olav gik med. Han så også alle klostrene, præsterne, munkene og nonnerne og biskopperne, og han talte ofte med ærkebiskoppen. Han blev overbevist om, at kristendommen var den rette religion for ham selv og for Norge.
I 1015 forlod han Normandiet og tog kurs mod Norge. Han standsede i London, hvor han byttede sine langskibe til to knarrer, og tidligt på efteråret satte han kursen mod Norge med 220 håndplukkede mænd om bord på sine to skibe. Fire af dem om bord var biskopper fra den engelske kirke, blandt dem biskop Grimkell, en mand, der skulle komme til at spille en vigtig rolle i Olavs liv og i Norges historie. Olav var 20 år gammel.
Olav kom hjem til et land, der var splittet og styret af høvdinge og lokale småkonger, men dele af landet var også styret af kongen af Sverige og Danmark. Et par år og nogle få slag senere var Olav konge af hele Norge.
Olav bliver konge af hele Norge
Olav startede fra sin hjemmebase i Ringerike nord for Oslo, hvor hans stedfar hjalp ham med at blive anerkendt som konge. Kort tid efter blev han anerkendt som konge i hele det sydøstlige Norge, bortset fra området mellem det nuværende Göteborg og Oslofjorden. Det område var besat af kongen af Sverige. Området omkring Oslofjorden var domineret af kongen af Danmark. Resten af landet var under småkongers og jarlers styre, og selv en almindelig mand, Erling Skjalgsson, herskede over en del af landet. Om foråret 1016 kæmpede og vandt Olav et søslag ved Nesjar i Stavanger-egnen mod Svein Håkonsson, Einar Tambarskjelve, Erling Skjalgsson og de lokale jarler og høvdinge. Det gjorde det muligt for ham at lægge det sydvestlige Norge og Oslofjord-området til sit kongerige.
Senere samme sommer drog han op til Trondheim-egnen og blev også accepteret som konge dér. I Trondheim byggede han Klemenskirken.
Olav drog derefter sydpå igen og begyndte at forhandle med kongen af Sverige for at få Båhuslen (området mellem Göteborg og Oslofjorden) tilbage, og det lykkedes. Han giftede sig også med Astrid, en datter af kongen af Sverige. Han skulle have giftet sig med en anden datter, Ingegerd, men kongen af Sverige skiftede mening i sidste øjeblik og sendte Ingegerd til Novgorod for at blive gift med kong Jaroslav af Gardarike (Rusland).
Olav sejlede derefter nordpå til Hålogaland og blev anerkendt som konge af den nordligste del af Nordnorge. Kun 22 år gammel var Olav konge af hele Norge.
Som alle andre på den tid var nordmændene et meget religiøst folk, men de tilbad forskellige guder. Langs kysten var mange kristne, men inde i landet, på landet, tilbad folk stadig de gamle nordiske guder. Som kristen gik Olav nu i gang med at gøre hele Norge til et kristent land. Ligesom sine forbilleder Karl den Store og sin forgænger Olav Tryggvason lod han “sværdet bane vej for korset”. Det tog ham år.
Først i 1024 blev kristendommen på et “ting” på øen Moster accepteret som den officielle tro i Norge. En beslutning, der på mange steder ikke var særlig populær.
Kristen kirkelov

Olav fik ikke kun folk til at acceptere kristendommen, men han gjorde også, efter råd fra biskop Grimkell, den “kristne lov” til landets lov. Alle andre love måtte ændres, så de passede til den “kristne lov”. Det betød store ændringer i alle menneskers hverdag, og det blev snart meget upopulært blandt mange, især høvdinge og jarler. De nye love svækkede deres position i samfundet! Også de skulle nu overholde den!
Det næste, Olav gjorde, gjorde ham endnu mere upopulær. Han havde af det, han havde hørt om Karl den Store, lært, at selv om lokale høvdinge hyldede ham og anerkendte ham som deres konge, ville de, når han var væk, fortsætte med at styre deres område/region ligesom før.
Olav havde mange private godser over hele landet. For at få de lokale høvdinge til at overholde alle de nye love, ligesom alle andre, efterlod Olav “årmenn”, mænd fra hans “hird” (kongelige livgarde), på hver af disse godser for at holde øje med de lokale høvdinge. Det gjorde ham ikke mere populær hos dem.
Kong Knud den Store, der nu herskede over Danmark og England, rettede snart sit blik mod Norge og ville indlemme landet i sit rige.
På udkig efter allierede i Norge begyndte Knud at tilbyde gaver og skatte fra sin enorme “skatkiste” i England til lokale høvdinge rundt om i Norge. Han lovede også høvdingene, at de ville få deres gamle privilegier tilbage, hvis de accepterede ham som deres konge. De var kun alt for glade for at acceptere. Olav forsøgte forgæves at forhindre, hvad der skete.
Da kong Knud selv kom i 1028 med en stor flåde, blev han accepteret som konge overalt uden at skulle udkæmpe et eneste slag. Olav måtte flygte fra landet og drog til Novgorod i Rusland til kong Jaroslav, der var gift med hans hustrus halvsøster. Dér blev han i to år.
Kong Knud blev ikke længe i Norge. Han vendte tilbage til England og efterlod Håkon som jarl af Norge, der nu var en del af hans Nordsø-rige.
I 1029 døde jarl Håkon, og kong Knud sendte sin medhustru Aelfgifu (Alfiva) og deres søn Svend for at styre landet. Olav hørte om Håkons død, og i 1030 tog han kurs mod hjemmet. På vej gennem Sverige blev han advaret om, at høvdingene havde samlet en stor hær for at møde ham. Olav lyttede ikke til advarslerne. Han fortsatte mod Trondheim. Han nærmede sig byen med en hær bestående af de mænd, der var blevet hos ham i Novgorod. Størstedelen af resten af hans hær havde sluttet sig til ham i Sverige, og mange af dem var svenskere. Den 29. juli 1030 mødtes hærene i kamp ved Stiklestad øst for Trondheim, hvor Olavs hær blev slået, og Olav selv blev dræbt.
Kort efter Olavs død ændrede stemningen blandt folk sig. Nogle af kong Olavs venner havde begravet ham et hemmeligt sted. Rygter om mærkelige lys om natten og mirakler i området, hvor han var begravet, begyndte at sprede sig. Hans mægtige fjender besluttede, at de havde gjort forkert i at dræbe deres konge. Selv kong Svend var enig i, at Olav måtte have været en hellig mand, og biskop Grimkel, der havde fulgt Olav fra England og været hans ven, blev bedt om at tage til Trondheim og officielt erklære Olav Haraldsson for helgen. Det, Olav ikke kunne opnå i livet, blev nu til virkelighed.
Ikke kun kristendommen, men også kristenretten blev snart accepteret af alle. Landets love kom gradvist til at omfatte de kristne værdier. I de næste 500 år blev landets love kaldt Sankt Olavs lov. I den tid var Olavs helligdom i mange hundrede år den, der blev mest besøgt af pilgrimme i Nordeuropa.
Den 29. juli, dagen for slaget ved Stiklestad, er den dag i dag markeret i kalenderen som Olsok (Olavsvagen). I de sidste 500 år har Den norske kirke været en protestantisk kirke. Til trods for det afholdes der olsok i mange af de protestantiske kirker over hele landet.
Nidarosdomen
I Trondheim blev der bygget en domkirke, der den dag i dag er den største af sin art i Skandinavien. Der blev også bygget Olavskirker over hele Nordeuropa, hvoraf ni og fyrre stadig findes alene i Norge.
Sidst opdateret: 18. oktober 2026
This post is also available in:


