
Maskinoversat fra engelsk – ikke gennemgået af et menneske.
Af Barrie M. Rhodes og Arnaud Le Fèvre
Hvad falder os ind, når vi tænker på Normandiet? Ferier i et landskab med frugtplantager, levende hegn og tilfredse brun-hvide køer? Cider, calvados, skaldyr og cremet mad? Fødestedet for en vis hertug Vilhelm, sejrherren ved Hastings i 1066, og hjemsted for Bayeux-tapetet? Eller, for dem af os, der er gamle nok til at huske det, måske de allieredes landgang den 6. juni 1944 som et første skridt mod befrielsen af det nazibesatte Europa?
Men ville vi straks komme til at tænke på Yorkshire-dialekter? Normannerne – de taler vel fransk? Jo, på nogenlunde samme måde som de fleste i Storbritannien taler noget, der ligner standardengelsk. Men ligesom der i England findes lokale dialekter, har normannerne også deres egen ikke-standard talevariant. Det er der ikke noget særligt overraskende i. Men det, der måske kan overraske, er, at den normanniske dialecte deler en række leksikalske træk med det nordlige England, Yorkshire-dialekterne. Det er let at forstå, når vi husker, at både Normandiet og Yorkshire en gang blev styret og befolket af vikinger. Navnet Normandiet (eller Normandie på moderne fransk) stammer faktisk fra terra Normannorum eller Northmannia, “nordmændenes land”.
I 900-tallet erhvervede vikingehøvdingen Rollo herredømme over landet omkring Seinens udmunding, efter sigende ved aftale med Karl den Enfoldige, selv om de præcise politiske omstændigheder er ukendte. Et større område blev erobret ved felttog i 924 og 933 e.Kr., og yderligere vikingebosættelse fandt sted, efterhånden som nye skandinaviske skarer kom for at søge land og bytte.
Efter det tidligere mønster i Yorkshire og andre steder fandt vikingebosætterne partnere blandt Normandiets oprindelige befolkning, og ligesom i Yorkshire fandt der en fysisk og kulturel assimilation sted, herunder en pidginisering og sammensmeltning af sprog. Den fælles faktor i både Yorkshire og Normandiet var naturligvis oldnordisk, og det har efterladt en arv af ikke-standardiserede ord, som ofte har beslægtede eller næsten beslægtede ord både i den normanniske dialekt og i Yorkshire-dialekterne.
Charles Joret identificerede i 1883 et område i Normandiet, hvor det lokale sprog bevarede brugen af talrige leksikalske elementer af skandinavisk oprindelse. Han kunne bestemme en isoglosse, der afgrænsede det område, hvor oldnordisk havde haft indflydelse på udviklingen af en bestemt ikke-standard talevariant. Denne isoglosse er kendt som ligne Joret.
Det er nord for ligne Joret, at vi finder den bredeste brug af den oldnordisk-påvirkede dialekt. Igen parallelt med Yorkshire-erfaringerne strakte denne påvirkning sig ikke blot til almindelig tale, men også til stednavne og betegnelser for landskabstræk. For eksempel er vores velkendte beck til bec i Normandiet, af oldnordisk bekkr (= en bæk). Som i Yorkshire og andre dele af Danelagen er dette led blevet en del af flere normanniske stednavne som Orbec og Bricquebec, som passer godt sammen med Yorkshire-stednavne som Holbeck, Keasbeck og Castlebeck.
Yorkshire-/Danelagens dale for “dal” er helt det samme i Normandiet, dale, af oldnordisk dalr.
Det er ikke altid let straks at opdage Yorkshire-/normanniske beslægtede ord på grund af den franske indflydelse på sidstnævntes retskrivning og udtale. For eksempel må man være opmærksom på den franske brug af [é], hvor vi har [s] på engelsk. Når man har forstået det, bliver normanniske dialektord som écalle og écore forståelige som scale (= sommerbolig) og scar (= klippefremspring, klint, afgrund), begge almindelige landskabsbetegnelser såvel som stednavneled i Yorkshire. Hvis en person fra Yorkshire for nylig har taget en gåtur eller været ude at handle ad en af de mange gader med endelsen -gate (Kirkgate, Micklegate, Briggate, Eastgate osv.), har han eller hun måske delt en oplevelse med en modpart i Normandiet (gate) samt dem i de skandinaviske lande og Island (gata, gade, gatta) – alle fra oldnordisk gata (= vej, gade).
Med tiden kan ord af samme oprindelse naturligvis undergå en vis betydningsforskydning, så de ikke længere har identiske betydninger. Sådan er det med Yorkshire-ordet gawp (= at stirre med åben mund). Det deler en oldnordisk oprindelse i gapa (= at åbne munden vidt op) med det normanniske gaupailler, hvor det nu betyder “at spise grådigt”. Betydningen “åben mund” er dog stadig tydelig.
Uundgåeligt, som med Yorkshire-dialektens ordforråd, har mange oldnordisk-normanniske ord at gøre med vilde dyr og med maritime og landbrugsmæssige genstande og aktiviteter. Blandt dem er coque eller coqueron, svarende til Yorkshire (hay)cock; der er også crax (crake = krage), dic(k) (dyke) og dogue eller doque (docken). Betydningsforskydning er igen tydelig i det normanniske étigot (et stykke træ, der stikker ud), som ser ud til at have en forbindelse til Yorkshire stee, begge med oprindelse i oldnordisk stige (overgang, stige). I Yorkshire kan man have et skovområde afmærket til fældning med hagg stakes. Så kunne man måske bruge en normannisk landarbejder til at hagui (eller hugge) det. Hvis denne skov står på en haugh (bakke, som regel stejl), ville din normanniske landarbejder måske omtale den som en hougue (høj, bakke). Når vi er ved skove, er en normannisk lund af træer, londe, let genkendelig som den lund, vi så ofte ser på Yorkshires kort, med nøjagtig samme betydning (nogle gange som stednavn såvel som landskabsbeskrivelse). Normannisk gylle eller flydende gødning, grou, er uden tvivl meget lig det, der løber ned ad groop i en kostald i Yorkshire! Udtalen af det normanniske ord for “(en sjat) vand”, vâtre, vil sandsynligvis have en særlig appel til de i Yorkshire, der er vokset op med at udtale “water” som watter. Og måske kan en militærhistoriker fortælle os, om “Havercake Lads” fra Duke of Wellington’s Regiment nogensinde stødte på normanniske franske soldater, som måske lavede deres egen version af havrekager af den havroun, de bar i en pouque (Yorkshire poke = pose, sæk)!
Der kan findes personbeskrivende udtryk på normannisk, som ser ud til at have etymologisk forbindelse til Yorkshire-ord. For eksempel ser blake, som i Yorkshire bruges til at beskrive en person med gullig eller gul hudfarve, ud til at have samme oldnordiske etymologi (blek = bleg) som det normanniske bllêque (= overmoden). En kvinde i Normandiet kan beskrives som embarnie (= med barn, gravid), og det ser ud til at have forbindelse til Yorkshire barn, den oldnordiske (og moderne skandinaviske) version af spædbarn eller lille barn. En normanner, der betragtes som en enfoldig eller opfører sig som en nar, er en leican; i Yorkshire kunne man sige, at en sådan person er “…laikin’ the fool”. Men vær forsigtig med at bruge det normanniske ord for en ung pige, for deres hore eller horette kunne nemt blive misforstået i Yorkshire!
Der er meget mere, der kunne skrives om de sproglige ligheder mellem Normandiet og Yorkshire, især med hensyn til stednavne (som kun er blevet berørt flygtigt i denne artikel) og endda slægtsnavne. Pladsen tillader ikke en dybere behandling af disse emner, men måske kan de foreslå indholdet af fremtidige artikler.
Litteratur:
| Boimare, J. and Boëmare, J-M. Heimdal, No. 39. | |
| Kellett, A. The Yorkshire Dictionary of Dialect, Tradition and Folklore. | |
| Lepelley, R. Dictionaire Étymologique des Noms de Communes de Normandie. | |
| Renaud, J. Les Vikings et la Normandie. | |
| Roesdahl, E. The Vikings. |
Denne artikel blev offentliggjort i tidsskriftet “The Transactions of the Yorkshire Dialect Society” (1998).
Tilsvarende slægtsnavne af skandinavisk oprindelse i Normandiet og Yorkshire

Vikingerne satte deres præg på dialekten i Normandiet og dialekterne i Yorkshire, så vi i dag kan finde nogle beslægtede og næsten beslægtede ord i begge disse sprogvarianter.
På samme måde findes der overensstemmelser mellem slægtsnavne i begge områder, afledt i hvert tilfælde af de samme skandinaviske kilder. Her er nogle eksempler:
| Skandinavisk rod | Normannisk slægtsnavn | Yorkshire-slægtsnavn |
|---|---|---|
| Ásketill, Áskell, Árnketill. | Anquetil | Antell, Antill, Axtell, Eskell (disse kan være forbundet med Yorkshire-stednavnene Astley og Exelby) |
| Ásgautr | Angot | Angood. |
| bekkr (= bæk) | Le Bec | Beck |
| Ketill (forekommer også som led i sammensatte navne, dvs. Ketill_____ og _____ketill. | Quetil | Kell, Kettle(s) (disse kan være forbundet med stednavnet Keld. |
| lund (= krat; lund af træer) | Lalonde | Lund(s), Lound, Lounts, Lund(s), Lound, Lounts, |
| Thorstein | Tostain, Toutain | Thurston, Thurstan |
| Thorketil(l), Tóki | Torquetil | Thurkell, Thirkettle, Thirtle, Thirkil(l), Took(e), Tuck, Tuckey. (De manxske navne Caukill, Cawkill, Corkill, Coakill osv. stammer fra samme skandinaviske kilde). |
| Thorgaut | Turgot | Thorogood, Thoroughgood. |
| Thorgísl, Thorgils. | Turgis | Sturge, Sturges, Sturgess |
| Thorvald | Thérou, Thouroude | Thursfield |
Dette er på ingen måde en fuldstændig liste, men er sandsynligvis tilstrækkelig til at vise, at slægtsnavngivningen i både Normandiet og Yorkshire i vikingetiden fulgte lignende mønstre og brugte de samme skandinaviske kilder. Det kan heller ikke hævdes, at navnene ovenfor kun findes henholdsvis i Normandiet og Yorkshire, for vikingernes indflydelse bredte sig ud over disse regioner, og senere geografisk mobilitet har naturligvis også haft en indvirkning. Pointen er blot, at disse navne er stærkt forbundet med disse regioner, og ved at vælge disse to kan der vises en effektiv sammenligning. Hvis det stimulerer andre til at forske i samme retning, har vores formål været opfyldt!
Yderligere læsning:
Rogers, K.H. (1991) Vikings and Surnames. ISBN 1 85072 086 X.
Rogers, K.H. (1995) More Vikings and Surnames. ISBN 0 9525967 0 9.
Prénoms normands et vikings auteur/author : Georges Bernage éditeur/editor : Heimdal – coll. Guide Heimdal
Sidst opdateret: 18. oktober 2026
This post is also available in:


