
Maskinoversat fra engelsk – ikke gennemgået af et menneske.
Overfaldet
Del 7
Vi fangede snart de munke, som ikke var nået i ly i det runde tårn, og eskorterede mange af dem om bord på skibene. De holdt ikke op med at bede, efter at de havde overværet drabet på et par af deres brødre, som havde forsøgt at yde modstand. Sådanne drab er ofte nyttige som afskrækkelse for andre, og i dette tilfælde havde det tilfredsstillet blodtørsten hos en gruppe hedninge iblandt os.
Resten af de tilfangetagne munke blev holdt på en åben plads mellem kirken og det runde tårn, mens vores ledere drøftede, om abbeden var i kirken eller i det runde tårn. Nogle af os begyndte endda at splintre kirkens tunge dør med deres økser, og andre truede med at dræbe munkene én for én, hvis abbeden ikke kom ud og gav sig til kende.
Imens kom en budbringer løbende fra kysten for at fortælle, at en større gruppe vikinger var draget af sted med 18 skibe og de tilfangetagne munke.
Da kongen fik disse nyheder, var han lettet. Han havde hele vejen vidst, at han havde en gruppe forrædere blandt sine mænd, og han vidste nu, at han kunne stole på dem, der var blevet. Han var også klar over, at han måtte handle hurtigt. Overfaldet – overraskelsesangrebet – havde altid været vikingernes styrke. Han samlede sine ledere til en kort rådslagning, og de besluttede hurtigt at lade kongens byråber råbe deres betingelser ud:
“Vi er ikke så grusomme, som det kan se ud. Vi er mere interesserede i at få land, hvor nogle af os kan slå sig ned og leve fredeligt som gode kristne. Vi vil også have jeres hjælp til at vende tilbage og kristne resten af danskerne. Vi vil forhandle med abbeden, og vi lægger vores våben ned som bevis på vores gode hensigter. Til gengæld tilbyder de af os, som skal bosætte sig her, jer og klostret beskyttelse mod andre angribere.”
Opdateret 8. juni 1996 – The Viking Network
Sidst opdateret: 22. oktober 2026
This post is also available in:


