
Maskinoversat fra engelsk – ikke gennemgået af et menneske.
Model af nordiske bosætteres gård med et langskib af Gokstad-typen med 16 rorbænke ved navn “Munin” og reproduktioner af vikingegenstande
Skrevet for The Viking Network af Nicholas C. Brown, Birmingham, England

Indhold

1. Diorama af et stykke kystlinje, en gård og et langskib med 16 rorbænke
2. Aftagelig mast til langskibet
3. Vikingeskat (pung med penge og smykker, sølvkalk)
4. Stof med dyremotiver
5. Noter: – indledning
– detaljeret beskrivelse af elementerne på dioramaet
– detaljeret beskrivelse af vikingeskatten
– udvalgte uddrag af Snorre Sturlasons skrifter
INDLEDNING
Indhold
Denne model viser en lille gård fra 900- eller 1000-tallet e.Kr., tilhørende bosættere et sted uden for Skandinavien, sammen med et eksempel på et havgående langskib fra samme periode, som gøres klar til afgang. De er vist i meget lille målestok, hvor en voksen mand kun er 15 mm høj.
Der medfølger også en lille mængde reproduktioner af penge og smykker i naturlig størrelse, som kan gives til skolebørn, så de kan se på dem og røre ved dem, og et farvet tæppe dekoreret med stiliserede dyremotiver fra perioden, som enten kan tjene som et passende dække til et bord, hvorpå de andre genstande udstilles, eller bruges som vægophæng.
Endelig er der nogle noter og udvalg fra sagaerne, som ikke er tænkt til direkte brug i klasseværelset (i hvert fald ikke for børn på kun grundskolealderen), men som lærere forhåbentlig kan have nytte af som baggrundsmateriale, når de planlægger deres egne undervisningsforløb.
Formålet med at vise alle disse genstande sammen er at forsøge at genskabe en vis historisk balance i det billede, vi har af, hvordan nordboerne i vikingetiden egentlig var. Folk tror alt for ofte, at nordboerne alle var en flok hedenske pirater, som dukkede op ud af det blå, plyndrede og brændte civiliserede kristne bosættelser og enten dræbte folk eller førte dem bort i slaveri, og derefter forsvandt lige så mystisk, som de var kommet, tilbage i havets grå tomhed. Som sådan ligner nordboerne næsten ikke mennesker overhovedet.
Denne model forsøger at udligne dette billede ved at vise en families og deres husfolks typiske, fredelige, hverdagsaktiviteter, boende et sted på en af øerne i Nordhavet, bosat af udvandrere fra Norge.
Vi kan se med det samme, at dette ikke er hjemme i Skandinavien, for der er ikke træer nok til at bygge gårdens vægge af træ: i stedet er de lavet af tørv. Men det kunne være hvor som helst fra Shetlandsøerne, Orkneyøerne, Færøerne og Island – eller endda den mest afsides koloni af dem alle, den, som den store opdagelsesrejsende Erik den Røde og hans søn Leif Eriksson etablerede på Grønland.
Skal det her forestille Leif Erikssons skib?
Langskibet er en tro kopi af det, der blev fundet i en gravhøj ved Gokstad, med plads til 16 roere på hver side samt en meget robust montering til mast og sejl, som ville have gjort det i stand til at vove sig ud på Nordsøens eller Atlanterhavets åbne vande. Det kunne derfor muligvis være Leif Erikssons skib på vej til at foretage europæernes første landfald på det nordamerikanske kontinent……
Desværre er det alligevel noget usandsynligt, at det er Leifs skib, for vi ved, at Leif købte sit af købmanden Bjarni Herjólfsson, som havde rejst fra Island til Grønland omkring ti år tidligere, da han var blevet fanget af en storm og ført så langt mod vest, at han fandt sig selv sejlende langs kysterne af hidtil ukendte lande. Bjarni har sandsynligvis i mindre grad brugt et langskib til lange Atlanterhavsrejser end det mere beskedne knarr, som var større og langsommere og hovedsagelig afhang af sejlkraft, men som kunne bære to til tre gange så meget last som et langskib, var bedre i hård sø og alligevel ikke krævede så stor og dyr en besætning.
Da Leif tog tilbage for at se nærmere på de lande, som Bjarni havde set (men ikke sat fod på), fortæller sagaerne, at Leif tog hele 34 mand med. Det er en del flere besætningsmedlemmer, end der skulle bruges til at håndtere sejlet og de få årer på et knarr. Det lyder mere som den besætningsstørrelse, der normalt ville være nødvendig til et langskib, som havde årer langs hele skibets sider. Men det er stadig ikke et endegyldigt bevis for, at Leif havde et langskib frem for et knarr. Det kan blot have været en klog forholdsregel at tage mange ekstra mænd med, hvis Leif vidste, at han ville sende hold i land i, hvad der meget vel kunne være fjendtligt område. Faktisk kom indbyggerne i Vinland ikke godt ud af det med de nyankomne, og der var flere væbnede sammenstød mellem de to sider under Leifs første ekspedition og på senere rejser foretaget af andre grønlændere for at udforske mere af stedet. Måske havde Bjarni alligevel været klog i ikke engang at forsøge at lande i Vinland, da han ankom dertil ved et tilfælde, med kun nogle få besætningsmedlemmer og et skib fuldt af værdifulde handelsvarer, der var værd at stjæle.
For at skifte emne lidt var der en mærkelig grund til, at Leif købte netop dette fartøj af Bjarni. Det var ikke, fordi Leif ikke allerede havde et skib selv (eller måske flere: hans far var jo den rigeste mand på Grønland). Men nordboerne på denne tid (hvad enten de var tilhængere af de gamle guder eller kristne konvertitter) var meget overtroiske. Ligesom man mente, at visse mennesker havde en “heldig streg” i deres karakter, mente man, at visse livløse genstande, som sværd, yndlingsstykker af tøj, flag – eller skibe – også kunne være heldige. Da Bjarnis skib allerede var sejlet til disse fremmede lande hinsides den vestlige horisont og var vendt sikkert og helt tilbage bagefter, måtte det være et heldigt skib. Så da Leif besluttede at tage derhen igen, ville han tage det ene skib, der tilsyneladende allerede kendte vejen!
Overtro spillede også en anden rolle for, hvad der ville ske på denne første bevidste rejse til landing på Nordamerikas kyster. Den oprindelige plan havde været, at Leifs far, gamle Erik den Røde selv, skulle have sejlet med på denne seneste tur. Men da han red fra sin gård ned til kysten for at se skibet gøres klar, snublede hans hest. Erik mente, at dette var et meget dårligt varsel (et tegn på, hvad hans skæbne ville blive). Han troede, det skulle fortælle ham, at hans egen forråd af held som berømt opdagelsesrejsende nu var ved at løbe tør. Så han overlod det til sin søn at tage til Amerika uden ham.
Alligevel kan folk, når de tænker på nordboer, godt lide at tænke på langskibe og deres berømte dragestævne, så det ville være synd ikke at lade dem se et i denne model. Vi kan jo heller ikke være helt sikre på, hvilken type fartøj Bjarni brugte. Måske ejede han alligevel et langskib……
MODEL AF BOSÆTTERNES GÅRD & SKIB AF GOKSTAD-TYPEN
OVERSIGT OVER HOVEDELEMENTER
1. Stuehus 7. Skib
2. Svin & kvæg 8. Sejl/telt
3. Fisketørring 9. Årer
4. Får 10. Læns
5. Familiegruppe 11. Ror
6. Tømrere & lille jolle
12. Indladning af forsyninger
13. Dragehoved
14. Udkigsmand
15. Mast (aftagelig)
Se de følgende afsnit for en mere detaljeret beskrivelse af hvert element (egnet til lærere eller ældre skolebørn at læse).
Et par spørgsmål, som yngre skolebørn kan stilles om modellen, findes til sidst i hvert afsnit.
LÆRERNOTER OM DE
HISTORISKE ELEMENTER PÅ MODELLERNE
1. STUEHUS
Dette er baseret på moderne rekonstruktioner af middelalderlige gårde fundet på Island og Orkneyøerne, selv om designet ville være tilsvarende overalt, hvor bosættere levede i et koldt, blæsende miljø, hvor der voksede få træer (om nogen), og tømmer derfor var en mangelvare.
Stedet er velvalgt: den lave bakke giver lidt ly for vinden i den retning, og den lille ø ville fungere som bølgebryder, når man bringer en lille båd i land. Der er en lille å, der giver ferskvand. (Bemærk, at for at være ærlig ser gårdens plads lidt trang ud på denne model, og bygningerne er noget mindre, end man normalt ville finde dem ved en fast bosættelse. Det var desværre uundgåeligt på grund af presset for at finde plads inde i Viking Relay-kassen).
Både væggene og taget på stuehuset er lavet af tørv. Der ville være lag af tørmur lagt som fundament under hver væg, men de er forsvundet fra synet under græsset, som hurtigt ville begynde at gro igen: det eneste, man kan se af bygningens konstruktion, er et par bjælker, der er synlige i gavlene. Men selv om det tilsyneladende er en grov byggemetode, er resultatet et meget effektivt ly selv mod de værste vinterstorme.
Varme kunne komme fra et bål i hovedhallen (den centrale del af stuehuset), men også fra det store antal mennesker, der var stuvet sammen på stedet, samt fra dyrene, som havde den ene fløj af bygningen. Den anden fløj blev sandsynligvis brugt som pakhus og værksted. En vigtig opgave, der skulle udføres året rundt på hver gård, var at brygge øl, som familien og deres tjenestefolk kunne drikke. Bemærk, at skorstene ikke var i brug, selv ikke i de civiliserede dele af Europa, i et par århundreder endnu.
Der er uenighed blandt historikere om, hvilken slags forsøg der nogensinde blev gjort på at kolonisere selve Nordamerika. En teori (som bl.a. Magnus Magnusson går ind for) er, at fundamenterne til hytter, der er opdaget ved L’Anse aux Meadows i det moderne Canada, slet ikke er resterne af en fast bosættelse. I stedet kan de have været en slags sommerlejr, brugt af hold, der (i flere år) aflagde besøg fra deres egentlige hjem tilbage på Grønland eller Island. Ifølge denne teori ville besøgende kun blive længe nok til at fange og tørre en god mængde fisk (torsk var meget talrig der) og til at fælde en mængde tømmer fra skovene til at tage med hjem til deres hjemlande, som næsten helt manglede denne meget vigtige ressource. Genstande lavet af nordamerikansk lærketræ er faktisk fundet på Island.
Læg mærke til den dekorerede bjælke over hoveddøren: mange bosættere bragte deres dørstolper med fra deres gamle slægtsgårde i Norge, måske for at hjælpe dem med at huske deres oprindelse, selv om de ikke længere let kunne besøge de slægtninge, de havde efterladt, eller deres døde forfædres grave.
Hvorfor ville dette have været et godt sted at bygge en gård? (ferskvand; ly for vinden; nær havet til fiskeri og rejser).
Hvorfor er stuehusets vægge farvet grønne? (de er lavet af tørv, græsset gror stadig)
Var alle nordiske huse sådan? (nej, de kunne have vægge af sten eller træ, hvis materialerne var tilgængelige)
Hvor er skorstenen? (der er ingen; gården må have været meget røgfyldt og lugtet som en lade.)
2. SVIN & KVÆG
Husdyr kunne klare sig ganske godt ude på græsarealerne om sommeren og spise husholdningens rester fra losseplads (som en gris gør det her). Køerne gav mælk, som kunne laves til ost. Men det var meget vanskeligt at opbevare nok foder til at fodre dyrene, når vinteren kom, så kun nogle få ville blive holdt i live til foråret for at danne grundlag for næste års besætning. De fleste dyr blev slagtet om efteråret, og deres kød blev enten tørret eller saltet. Deres skind var nyttige til at lave tøj, tasker, sko og andre ting. Deres fedt kunne bruges som brændsel til små sivlys, der oplyste huset i de lange vinteraftener.
Hvor boede dyrene? (i samme bygning som menneskene)
Hvad kunne man bruge dyr som svin og køer til? (kød; læder; muligvis noget mælk)
3. FISKETØRRING
Fisk var den vigtigste fødekilde for de nordiske bosættere, der boede på Atlanterhavets øer.
Man kunne forsøge at fange dem på alle tider af året, men det var naturligvis meget lettere i det gode vejr om foråret og sommeren, når der var mere dagslys, så man kunne se, hvad man lavede, og når havet var mindre stormfuldt, så man kunne tage ud fra kysten selv i en lille båd. Det er muligt, at langskibe som det viste også kan være blevet brugt, som moderne fiskere bruger større trawlere.
Da der ikke fandtes køleskabe dengang, og salt var ret svært at få fat i, havde folk brug for en anden måde at opbevare det overskud af fisk, de fangede om sommeren, så de kunne spise den hele vinteren. De skar de fangede fisk op for at fjerne indvoldene og vaskede dem i havet (hvilket i det mindste gav lidt salt gratis). Derefter blev de flækkede fisk hængt op på særlige trægestelle, hvor havbrisen hurtigt tørrede dem. Små børn kunne få til opgave at blive i nærheden af gestellerne og kaste sten efter måger, der forsøgte at stjæle fiskene, mens de tørrede.
Når fisken så ud som (og føltes som) et stykke hårdt læder, kunne den tages ned og opbevares, til den skulle bruges. Men før man kunne spise den, måtte man lægge den i blød i vand og koge den. Nogle spiser stadig lutefisk som en særlig ret til jul for at huske, hvordan familier levede i gamle dage – men det må have været meget svært at bevare begejstringen for at spise den, hvis man havde lidt andet (bortset fra grød) i måneder og atter måneder i træk!
To mænd er i gang med at samle noget af den tørrede fisk. De kunne være slægtninge til bonden, eller de kunne være tjenestefolk (eller endda trælle). Deres tøj er meget enkelt, så de kunne godt være tjenestefolk. Bemærk, at den ældre mand på en eller anden måde har mistet en arm, men han skal stadig gøre det arbejde, han kan, for at gøre sig nyttig.
Har du nogensinde smagt lutefisk? (?)
Vil du gerne spise det til hvert måltid i månedsvis? (…..??!!??)
Hvordan forhindrede de fugle i at tage fisken, mens den tørrede? (sandsynligvis et job for børnene eller de gamle)
Hvordan tror du, den gamle mand her har mistet sin arm? (fiskeulykke? en hval? et slagsmål?)
Har du hørt historien om dengang Thor tog ud at fiske for at fange Midgardsormen? (spørg din lærer)
4. FÅR
Får var meget vigtige, og enhver gård ville have nogle får, selv om de ikke havde plads eller godt græs nok til at holde en ko eller svin. Næsten alt det tøj, folk bar, var lavet af uld eller fåreskind.
Her fører familiens teenagedatter flokken længere ind i landet til bedre græsgange. I modsætning til i Norge var der på øerne ikke problemer med ulve, der angreb fårene, men en god veluddannet hund var stadig nyttig at have for at forhindre fårene i at drive væk (og for at beskytte pigen mod ubehagelige menneskelige naboer, hun måtte møde).
Hvad kunne man bruge får til? (uld til tøj; kød og fåreskind, når de blev slagtet; senerne kunne bruges til at binde sømmene på læderposer sammen eller endda til buestrengen på en bue til at skyde pile med).
Har du hørt historien om den lille dreng, der skulle passe fårene, og kedede sig og lod som om, han så en ulv? (spørg din lærer).
5. FAMILIEGRUPPE
Det er let at se, hvem der er husets overhoved, for han alene har råd til at bære en klartfarvet blå kappe og knaldrøde bukser. Nordboerne elskede farver og udsmykning, men det var dyrt at importere stærk farve, og derfor havde det meste tøj enten materialets egen farve eller kun enkel, lokalt fremstillet farve, som ikke gav en særlig rig farve.
Bonden har også et sværd hængende fra bæltet, noget andet som meget få havde råd til at eje: ud af hundrede mænd, der drog i krig, ville sandsynligvis omkring ti have haft sværd. Alle andre måtte nøjes med en økse (som de også kunne bruge til dagligdags arbejde på gården) eller blot et spyd eller to. Sværd var så værdifulde, at de ofte gik i arv fra generation til generation i samme familie. Nogle gange blev de givet som gaver ved vigtige lejligheder af konger og høvdinge for at belønne deres mest loyale tilhængere og venner.
Hans hustru er den høje kvinde i den mørkerøde kjole. Foran hendes sorte læderforklæde hænger et sæt nøgler. Disse var lige så meget et symbol på hendes betydning som hendes mands sværd, for de viser, at hun (når hendes mand var væk fra gården) blev sat til at have ansvaret. Hun kan ikke blot låse pengekassen op, hvor familiens penge og værdigenstande opbevares, hun giver også ordrer til sine børn og alle tjenestefolkene, selv mændene. Det var først efter mange århundreder (og de ideer, kirken havde i middelalderen om, at kvinder var mænd underlegne), at kvinder holdt op med at blive anset for i stand til at styre vigtige anliggender på egen hånd.
(Bemærk dog, at de fleste huse ikke havde en lås, hvor vi i dag mest ville forvente en: på hoveddøren!)
Vi har allerede mødt familiens ældste datter: hun fører fårene ud at græsse.
Deres næstældste datter, måske kun omkring 9-10 år gammel, står ved siden af sin mor og følger omhyggeligt med i, hvad der sker med den tørrede fisk og med indladningen af forsyninger i skibet. Hun skal lære alt, hvad hendes mor ved, hvis hun nogensinde skal giftes og kunne styre en husholdning på egen hånd. Men allerede nu arbejder hun, mens hun lærer, for hun passer den lille baby, som hun holder i sine arme.
Kun de allermindste børn fik lov at bruge en stor del af deres tid på at lege, og selv da kunne de få besked på at lege et bestemt sted, så de også kunne holde fugle væk fra afgrøderne, når de var ved at modnes, eller beskytte den fisk, der hang til tørre. Livet var hårdt, og alle måtte hjælpe til på gården på den måde, de kunne.
Ville du have haft lyst til at leve som barn dengang? (? ingen skole. leve i det fri. kedelig mad. intet tv…..)
Var det bedre at være mand eller kvinde dengang? Giv fem grunde til dit valg. (…..?)
Hvad med i dag? (…..!)
6. TØMRERE & LILLE JOLLE
Denne jolle kunne enten høre til gården (til små fisketure) eller være en del af det udstyr, der blev ført med på selve langskibet. Sagaerne gør det klart, at ethvert stort fartøj altid ville have mindst én lille båd, selv om vi ikke er helt sikre på, om den blev slæbt bagefter eller båret på dækket (det sidste synes mest sandsynligt under Atlanterhavsforhold, selv om det må have gjort et i forvejen meget rodet skibsdæk endnu mere rodet).
Tømreren i hvidt klæder flækker en stor træstamme til planker ved at sætte træpløkke og kiler i, som han driver ind i træet med slag fra sin hammer.
Den ældre håndværker, som står med ryggen mod stuehuset og peger, bærer en dissel. Dette var et værktøj (en bredøkse/dissel) formet lidt som en økse, blot med hovedet drejet 90°. Han er ved at hugge og glatte et stykke flækket træstamme for at lave det til en planke. Selv om de gamle romere vidste, hvordan man lavede store save til at skære træstammer til planker, ser ingen i Europa ud til at have brugt dem i flere hundrede år, fra Romerrigets sammenbrud til middelalderens slutning. Ingen ved helt, hvorfor det var sådan, men ingen af de planker, vi har fundet i gamle nordiske skibe (eller i de træstavkirker, der stadig står i Norge), viser tegn på, at kanterne er blevet savet, kun flækket og derefter hugget til med en dissel.
Disse figurer er baseret på skibsbygningsscenerne på det berømte tæppe i katedralen i Bayeux i Frankrig, som viser opbygningen af den flåde, normannerne brugte under deres invasion af England i år 1066.
Den tredje håndværker bøjer sig over et bål og varmer en stor øse med beg (tjære), til den smelter. Han vil derefter give bunden af jollen et nyt lag vandtætning. Fordi den ofte trækkes op på strandens sten, er det gamle lag beg slidt af, så træet bliver tungt og vandmættet, og plankernes sammenføjninger kan lade vand ind i båden.
Hvad lavede nordboerne af træ? Skriv så mange ting, som du kan se på modellen (skibe og både; i det mindste bygningernes vigtigste bærende dele; døre og låger; sømænds sækkekister; fisketørringsgestelle; spydskafter).
Kan du komme i tanke om andet, ud fra hvad du ved om dagligdagen i nordisk tid, som folk lavede af træ, men som modellen IKKE viser? (skåle og skeer til køkkenet; kamme til håret; skakbrætter; vævestol til at væve stof på; stole og borde inde i huset…….)
Hvor fik de træet fra i gamle dage? (din lærer kan forklare, om de mennesker, der boede i den del af verden, hvor din skole ligger, kunne finde træer nok lokalt, eller om de måtte importere tømmer andetsteds fra; nogle af de vikingeskibe, der er fundet begravet i Danmark, er lavet af træ, som forskere er enige om oprindelig voksede i Irland, fordi danskerne byggede så mange skibe, at de til sidst løb tør for store gamle træer, der egnede sig til store dele som skibets lange køl.)
7. SKIB
Som nævnt tidligere er dette et langskib, hvilket betyder en type fartøj, der lige så godt drives frem af hold af roere, siddende langs hele hver side, eller, hvis vinden var god, af dets store firkantede sejl i stedet. (Til sammenligning ville der på et handels-knarr kun være et par årer på hver side). Læg mærke til de højere dæk for og agter på langskibet (forrest og bagest), hvor udkigsfolkene og styrmændene stod for at have bedre udsyn.
Fartøjet er bygget af overlappende planker (“klinkbygget”), hvor mellemrummet mellem hver planke og dens naboer er tætnet med reb gennemvædet i beg. Bunden af fartøjet kan meget vel også have været belagt med beg for at begrænse træets tendens til at blive tungt og vandmættet. Eg var det bedste og stærkeste træ til skibsbygning, og kølen blev altid lavet af det, og plankerne også, hvis der var nok. Hvis ikke, kunne gran eller fyr bruges i stedet.
Plankerne blev fastgjort med jernsøm, banket ind udefra, og spidserne blev derefter banket fladt mod små firkantede jernplader for at danne en slags nitte. Det blev anset for meget uelegant at have plader synlige på fartøjets yderside, så dette blev kun gjort helt yderst i stævnen og agterstavnen, hvor det var for trangt at svinge en hammer inde i plankeskallen. Der er en vis misfarvning synlig på modellen, som repræsenterer, hvor dette er gjort, og pladerne på ydersiden er rustet. Det var et stort problem, at egetræets sure natur har tendens til at ætse jern kemisk. Ved stort set enhver udgravet vikingebosættelse i verden kan man finde spor af en smedje, hvor sømændene udførte reparationer af deres skibes jernarbejde. Det kan være grunden til, at nogen forsøgte at udsmelte myremalm ved L’Anse aux Meadows.
Et endnu mere synligt kendetegn ved et langskib (end plankerne) er rækken af skjolde på begge sider. Det blev opnået ved at træde skjoldenes remme på bagsiden gennem en særlig monteringsskinne, der løb langs det meste af skibets længde. Skjolde var relativt billige at lave, og desuden blev de ofte meget beskadiget i enhver kamp, så det ser ud til, at et langskib kunne føre to skjolde pr. besætningsmedlem. Dette antal skjolde bidrog bestemt til at give et imponerende syn, og historikere undrer sig over, om det var hele meningen med at hænge dem ud. Replikaer af Gokstad-skibet har vist, at det faktisk var muligt at ro med skjoldene hængt ud, men det er uklart, om de ville være særligt nyttige, når de hang sådan under en egentlig kamp. Måske var det alt sammen for show – især da ejeren af Gokstad-skibet sørgede for at levere skjolde af regelmæssig udformning hele vejen rundt, skiftevis gule og sorte!
Der er faktisk flere kategorier inden for den brede betegnelse langskib. Gokstad-fartøjet (som denne model er baseret på) er den grundlæggende type, en “16-bænker“. Det betyder, at det var stort nok til at rumme 16 par roere (32 årer i alt). På trods af ordet bænke, som ofte nævnes i sagaerne, har intet langskib fra den klassiske vikingetid, som hidtil er udgravet, haft noget i retning af faste rorbænke monteret. Historikere er derfor generelt enige om, at hver mand i stedet må have siddet på sin egen sækkekiste af træ.
På trods af navnet langskib er Gokstad-skibet ikke et særligt slankt fartøj, men det har en ret lille dybgang (dvs. det kan sejle gennem ret lavt vand, fordi der kun er en lille afstand mellem vandlinjen og kølens bund). Det er også ret let, fordi siderne er lave, og de planker, der er brugt til skroget, er tynde. Hvis langskibet derfor nogensinde løb på grund, kunne besætningen (om nødvendigt) klare at løfte det og bære det (måske ved hjælp af trærulleruller) over land i flere hundrede meter for at komme til et sted, hvor de kunne finde dybere vand. Sådanne fartøjer blev faktisk nogle gange brugt til pirattogter og til krigsførelse mellem Skandinaviens konger. Men deres hovedformål ville have været rejser mellem bosættelser, måske for at besøge slægtninge, der boede et andet sted langs kysten, og til småskalahandel (især af godsejere, der ville bringe deres overskud af produkter til et lokalt marked). Meget muligt kunne de mindre langskibe også være blevet brugt til fisketure.
Der blev bygget andre, større slags langskibe, med 20, 25 eller endda over 30 par årer: disse var bestemt tænkt til krigsførelse. De var for store til at være til megen nytte til noget andet fredeligt formål. Man havde brug for en stor besætning til at ro dem (og der kan endda have siddet to eller tre mand ved hver åre for at opnå maksimal fart i kamp, samt ekstra krigere stående på de hævede dæk for og agter på skibet). Disse meget store langskibe var svære at styre, for ikke at tale om at løfte og bære gennem lavt vand. De var ikke særligt gode til at holde sig flydende i det hårde vejr, man finder ude på åbent hav på en dårlig dag, for i stedet for at stige op på bølgerne (som et lille skib kunne) havde vandet tendens til at slå lige ind over siderne på større langskibe. De blev bedst brugt i de beskyttede farvande nær kystlinjen eller måske til hurtige bevægelser over korte havovergange, som mellem Norge og Danmark eller over Den Engelske Kanal. Adskillige replikaer af det normale, mindre langskib af Gokstad-typen har derimod med held krydset Atlanterhavet.
Tror du, at Bjarni Herjólfsson brugte et langskib eller et knarr? (han var fuldtidskøbmand; han skulle have meget gods med, inklusive måske heste og andre dyr; der er langt mere plads til last i et knarr end i et langskib. Bjarni drev også hovedsagelig forretning mellem Island, Grønland og Norge, så han havde ikke brug for langskibets særlige egenskaber til at sejle op ad lave floder; men da han ofte begav sig ud på Atlanterhavet, ville han have fundet det meget nyttigt, at knarrer er bedre til at overleve store bølger, da de har en rundere form og meget højere sider).
8. SEJL/TELT
Vi har aldrig faktisk fundet et bevaret vikingesejl, men beskrivelser i sagaerne samt helleristninger og tæpper giver en rimelig idé om, hvordan de må have set ud.
Hoveddelen af sejlet har sandsynligvis været linnedstof i en mat hvid farve. Men hvis det blev forstærket med bånd af læder eller tykkere stof, syet på med jævne mellemrum og farvet, ville det forklare beskrivelserne af sejl med mønstre som striber eller ruder.
De fleste rejser blev foretaget langs kysten, så skibet kunne lægge ind i en beskyttet bugt eller fjord hver nat. Når skibet lå stille, kunne rånokken (tværstykket på masten) sænkes, og sejlet eller et andet stykke stof kunne slynges over toppen for at lave en slags telt. Hvis sømændene vidste, at de var i venligsindet territorium, kunne de også sætte mindre telte op på land, hvor der ville være mere plads end på skibets trange dæk (flere skibsgrave er opdaget, som indeholder genstande, der ligner teltstel meget). Når de var på land, kunne sømændene også tænde bål, både for at lave varm gryderet eller grød og for at forsøge at tørre deres våde tøj.
Forholdene må have været meget ubehagelige på de længere sørejser, der varede flere dage eller endda uger på tværs af Atlanterhavet, som bosætterne måtte foretage for at nå Island eller de andre fjerntliggende økolonier. På et langskib var der absolut intet dække, der kunne beskytte sømændene mod vind og regn, og ikke meget mere på et knarr; og man kunne ikke tænde bål om bord på nogen af skibstyperne, når de var undervejs.
Havde sømændene senge eller hængekøjer at sove i? (nej, de måtte sove på dækket eller gå i land og sove på jorden; de kunne måske bruge deres ekstra tøj som en slags madras; hvis de kom i land, kunne de også samle lyng eller bregner for at lave en blødere overflade at sove på.
9. ÅRER
Når årerne ikke var i brug, kunne de opbevares i stativer på begge sider af skibet. Der blev ikke fundet årestativer i Gokstad-graven, men de gik sandsynligvis tabt, da skibet blev begravet: andre langskibe udgravet ved Skuldelev har stativer som dem, der er vist på modellen. (De tre mærkeligt udseende T-formede støtter på Gokstad-skibet sidder for langt fra hinanden til at kunne bruges til at holde årer, så vi tror, de må have været brugt til at støtte rånokken i stedet).
Hvad sad sømændene på, når de roede skibet? (sandsynligvis deres egne sækkekister).
Kan du se flere årer end dem på skibet? (der er 4 mindre, som hører til jollen, stablet op mod stuehusets væg).
10. LÆNSNING
På trods af den mest omhyggelige konstruktion havde vikingeskibe tendens til at lække en smule hele tiden, selv uden at være ude på havet og få bølger over siderne.
Hvor der ikke var et godt beskyttet sted at ankre, sikkert for storme, var det almindelige at trække skibene delvist op af vandet, op på en strand, hver nat. Det ville have reddet skibene fra at blive ført væk af vind og bølger og slået mod klipper, men det ville have beskadiget samlingerne mellem skrogets planker.
Dækplankerne var dog lavet i små stykker og lå blot (eller var let sømmet) på plads. Det var derfor let at løfte plankerne ud og inspicere skibets nederste dele (lænsen) for skader og øse alt vand ud, der var kommet ind, ved hjælp af en spand. Du kan se en sømand udføre denne daglige opgave på modellen.
Hvordan kunne vand komme ind i skibet? (lækager i bunden; bølger, der kom ind over siderne)
Hvor ofte skulle man lænse skibet? (mindst én gang om dagen, selv i havn; måske mange flere gange, hvis man sejlede i hård sø)
11. ROR
Jobbet som styrmand blev givet til den mest erfarne mand på skibet, som ikke nødvendigvis var kaptajnen med ansvaret for hele ekspeditionen. Enhver vikingeleder med bare lidt sund fornuft ville fortælle styrmanden, hvor han ville have skibet ført hen, men derefter overlade det til styrmanden at beslutte, hvordan de præcis skulle forsøge at komme derhen.
Styrmanden skulle vide, hvordan man brugte det tunge styreror til omhyggeligt at dreje skibet gennem smalle render mellem øer, og hvor der også kunne være kraftige skjulte strømme under vandet. Ved omhyggeligt at iagttage bølgerne kunne han se, om skibet var nær lavt, farligt vand med skjulte klipper eller sandbanker.
Han skulle også vide så meget som muligt om navigation. Den bedste måde at fastslå skibets position var ved at huske alle de landemærker, som sømænd havde sagt, man kunne se, når man sejlede inden for synsvidde af velkendte kystlinjer. Sådanne træk omfattede klippetoppe, bjergtoppe eller endda gamle gravhøje – den mytiske helt Beowulfs sidste ord var: “Bed krigsmændene bygge mig en grav, smuk efter bålet, på forlandet ved havet, der skal stå som en påmindelse om mig for mit folk, tårnende højt over Hronesness, så havrejsende bagefter skal kalde den Beowulfs høj, mens de i det fjerne vender deres mastede skibe gennem tågerne over havet”.
Når man var uden for synsvidde af land på åbent hav, var opgaven at holde en lige kurs endnu sværere. Man kunne forsøge at bruge solen eller stjernerne til at se, hvilken retning man sejlede i, men der var ofte tæt skydække, der ødelagde udsynet i dagevis. Men ved at se på skyformationernes form og om der var havfugle over hovedet kunne en god styrmand stadig se, i hvilken retning nærmeste land lå, selv om det var bag horisonten og uden for synsvidde.
Hvorfor er styrerorret, vist på denne modelskib, faktisk ikke i vandet? (det er blevet trukket op af besætningen og bundet fast med et reb for at forhindre, at det blev beskadiget på den stenede strand)
Havde vikingerne kort? (et godt spørgsmål!; ingen ved det rigtigt; det berømte “Vinland-kort” er næsten helt sikkert en forfalskning; den akademiske opfattelse er overvejende, at de ikke havde kort som sådan; men omkring 1100-tallet skrev de meget detaljerede beskrivelser af, hvilke landemærker man skulle holde udkig efter for at foretage de mest populære rejser).
Havde deres skibe magnetkompas? (næsten helt sikkert ikke).
12. INDLADNING AF FORSYNINGER
Da skibet endnu ikke er helt klar til afgang, er ikke hele besætningen ankommet endnu og har efterladt deres sækkekister af træ klar til at blive læsset om bord.
Ud over sømændenes sækkekister er en anden meget vigtig ting, der snart skal læsses, adskillige tønder øl eller mjød, som kan opbevares under dækket. På grund af alkoholen vil dette sandsynligvis smage bedre, når det har stået i tønderne et stykke tid, end rent vand ville gøre; det kan også hjælpe besætningen til at føle sig lidt mindre elendig, når de er kolde, trætte og våde, end hvis de kun havde koldt vand at drikke.
Manden, der knæler ved siden af stuehuset, tjekker, hvad der er i hans kiste: man kan lige se, at han har en god tyk kappe pakket, klar til rejsens kulde. En lille pige og hendes endnu mindre bror taler med ham.
Skriv ting, det ville være vigtigt at tage med på en lang sørejse (vandtæt voksdugsfrakke eller -kappe; tørt skiftetøj pakket i en vandtæt læderpose i din sækkekiste; nål og tråd til at reparere dit tøj, hvis det går i stykker; et sæt skakbrikker eller damspil til at fordrive tiden; så meget mad som du kan bære, især tørrede eller saltede ting, der holder længe; et fiskenet; en bue og pile til at jage fugle eller små dyr for at skaffe frisk kød; og, i håb om at du til sidst ankommer til et sted, hvor der er folk at handle med, en skat til at købe alt andet, du finder, du har brug for i løbet af rejsen, eller måske nogle handelsvarer at tage med hjem. Også våben til at afværge eventuelle pirater, du møder – eller måske til at foretage lidt plyndring selv, hvis lejligheden bød sig…… du kan sikkert komme i tanke om mange andre ting også.)
13. DRAGEHOVED
Næsten alle har hørt om de berømte dragehoveder, nordboerne havde på deres skibe. Alligevel ved vi mærkeligt nok ikke rigtigt, hvordan deres skibes stævnfigurer så ud.
Kun ganske få er blevet opdaget på arkæologiske lokaliteter, og af disse er flere blevet dateret (ved hjælp af kulstof-14-test) til at vise, at de rent faktisk hører til folkevandringstiden, som lå omkring 200-300 år før det, vi betragter som den klassiske “vikingetid”.
Andre skibe, der er gravet op, har enten ingen dekoration overhovedet, eller også (som det berømte Osebergskib) har de buede halelignende former i begge ender. Nogle tæpper og illustrerede manuskripter fra senere i vikingetiden viser dragehoveder på nogle skibe (f.eks. på Bayeux-tapetet, der viser normannernes invasion af England i år 1066). Men disse ser ganske anderledes ud end de få træskulpturer, vi har fundet bevaret i jorden. Det er lidt forvirrende.
Hvorfor ligger dragehovedet ned? (én ting vi med sikkerhed ved, er, at islændingene vedtog en lov, der sagde, at enhver, der havde et skib med dragehoved, skulle tage hovedet ned, hver gang han kom i havn. Det var for at det vilde ansigt, der var udskåret på det, ikke skulle skræmme landets vætter, som beskyttede havnen. Derfor viser modellen dragehovedet taget ned fra stævnen og hvilende på forreste dæk. Selv om normannerne formodedes alle at være gode kristne, er det interessant at bemærke, at der er mange skibe på Bayeux-tapetet, der krydser Den Engelske Kanal med dragehoveder, men ingen af de skibe, der er vist trukket op på stranden, har et. Måske mente normannerne stadig, at det bragte uheld at lade dem sidde, når deres skibe nåede land).
14. UDKIGSMAND
En klog forholdsregel i en tid, hvor der ikke fandtes noget organiseret politi til at beskytte dig mod angreb fra piratvikinger – især når der er noget så værdifuldt som et skib, der venter på at blive stjålet.
Hvilke våben har denne mand? (han er blot bevæbnet med et spyd og den kniv, som alle ville bære i bæltet; han har lånt et af skjoldene fra skibet; han har intet sværd, hjelm eller ringbrynje, da disse ting ville have været alt for dyre for de fleste almindelige mennesker at have råd til).
15. MAST (aftagelig)
Gokstad-skibet har et massivt stykke tømmer, der sidder over skibets midterste fem spanter. Denne blok er i niveau med skibets dæk. Den holdes meget fast på plads med jernbånd og enorme søm. Hvis du kiggede under dækket, i bunden af skibet, ville du også se endnu en meget lignende træblok hvilende på selve kølen.
På et rigtigt skib ville masten blive sat på plads ved først at skubbe den ind på plads (fra skibets bagside) og derefter langsomt rejse masten op, føre den lige gennem den øverste blok og ned, til den hvilede i en fatning i den nederste træblok. Til sidst, når masten var helt lodret, ville den blive låst på plads med den store rektangulære træklods, du kan se på modellen.
På et rigtigt skib ville der også have været rigning med tov, der løb til begge ender af skibet og til siderne, for at stabilisere masten mod belastningen fra et helt sat sejl. Dette er ikke vist på modelskibet, da det ikke var muligt at gengive dette element og samtidig holde det enkelt for lærere at sætte masten op (og tage den ned), når de besøger hver skole. Du kan dog se et par symbolske tov og trækasser på modelmasten.
For at rejse masten på modelskibet skal du blot sætte den lodret ned. Juster den rektangulære låseblok ved at skubbe med en stump genstand (som en tændstik) om nødvendigt – den er ikke limet. Hvis den bliver for løs, kan der laves en ny låseblok af balsa eller fyr eller lignende blødt træ. (Kold sort kaffe eller te er begge fremragende til at farve træ, så det ser passende gammelt og slidt ud, så det matcher resten af skibet!)
*** LAD VENLIGST IKKE BØRN LEGE MED MODELMASTEN ***.
KONSTRUKTIONEN AF DENNE MODEL
Designet af Gokstad-skibet og forskellige andre detaljer om skibsudstyr er taget fra bogen The Viking Ships: their ancestry and evolution af AW Brøgger og H Sheltely, ISBN 82 0900030 6). Første gang udgivet i slutningen af 1950’erne er dette stadig et af de bedste grundlæggende opslagsværker om emnet. Desværre er den nu for længst udgået af tryk, men dit bibliotek kan måske stadig skaffe et eksemplar fra et centralt referencelager.
Mange andre detaljer (herunder gårdens layout) er hentet fra The Oxford Illustrated History of the Vikings (redigeret af Peter Sawyer, 1997, OUP, ISBN 019 820 526 0). Illustreret med talrige farveplancher samt
sort-hvide fotos og stregtegninger må denne samling af essays af forskellige eksperter i vikingetiden være en af de bedste generelle indføringsbøger på markedet i dag. Den nuværende britiske pris er £25,00 for den indbundne udgave.
Det er også værd at konsultere en hvilken som helst af de mange bøger, Magnus Magnusson har udgivet gennem de seneste 30 år, enten om den generelle nordiske kultur eller de oversættelser, han har lavet af flere af sagaerne (i samarbejde med Hermann Pálsson). Af særlig relevans for Viking Relay-projektet er The Vinland Sagas (1965, Penguin, ISBN 0 14 044154 9), som stadig er i tryk som paperback til en britisk pris på kun £5,99 eller US $10,95. Magnusson leverer ikke blot en god oversættelse til moderne engelsk, men også mange siders indledning og noter. Rygtet siger, at Penguin Books sigter mod at udgive en ny oversættelse af Heimskringla til sommeren 2001 i samme serie af Classics-paperbacks.
Skibet er konstrueret af planker udskåret af ægte egetræsfinér (den slags materiale, der bruges til at beklæde møbler). Hele udstillingen hviler på en base af hardboard, hvorpå plastikskumplade er blevet fastlimet for at danne hoveddelen af landskabet. Alt andet på modellen er lavet af stumper af træ, plastikskum eller metal, med undtagelse af modelfigurerne og -dyrene.
Modelfigurerne og husdyrene blev købt hos en række britiske firmaer, der fremstiller figurer af bly- eller tinlegering til samlere eller til folk, der interesserer sig for at udkæmpe slag med modelsoldater. Disse figurer er i “15 mm skala”, dvs. at en voksen mand på lidt under 2 m i virkeligheden repræsenteres af en modelfigur på 15 mm. Et bredt udvalg af lignende figurer fås også i den lidt større 25 mm skala (selv om det ikke er helt så let at få fat i civile figurer i denne størrelse, og heller ikke et så stort udvalg af husdyr). Disse modeller kan indeholde bly, som kan være giftigt, hvis det indtages; de er også små, hvilket muligvis kan få et barn til at blive kvalt, hvis de sluges; vær venligst forsigtig med at lade små børn røre modellen uden tæt opsyn.
Modellens bygger, Nicholas Brown, vil gerne give råd til enhver, der overvejer at lave lignende modeller til deres egne uddannelsesinstitutioner. At lave modeller i denne skala er noget, de fleste mennesker med sans for detaljer og rimelig koordination i hænderne burde kunne klare med en fair grad af succes. Fejl er sjældent katastrofale, og de grundlæggende råmaterialer er alle relativt billige. Selv at male de små figurer er faktisk noget lettere, end det ser ud, når man først kender nogle grundlæggende teknikker. Alle firmaer, der fremstiller modelfigurerne, tilbyder postordreservice verden over.
Men før du overvejer et sådant projekt, bør du advares om én ting! Hovedproblemet vil være den enorme mængde tid, du skal bruge på at færdiggøre det! Selv en ret lille udstilling som denne kan tage 20-30 timers omhyggelig opmærksomhed: og du skal ikke blot regne med tiden til selve modelbyggeriet, men også til at skaffe alle de forskellige materialer, du måtte få brug for. Hvis du stadig er interesseret i at prøve, på trods af disse advarsler, kan jeg kontaktes enten pr. almindeligt brev (85 Teignmouth Road, Selly Oak, Birmingham B29 7AX, England) eller pr.
e-mail (cnutwise@hotmail.com).
VIKINGESKATTEN
* Læderpung
* sæt med syv replika-engelske sølvpenny-mønter: de tre mindste er reproduktioner af mønter slået af Knud den Store i år 1018 af den skat (gæld), han opkrævede i England for at betale de vikingesoldater, han havde bragt med sig for at sikre sit krav på tronen. De to lidt større, der viser profilen af venstre side af en konges ansigt, er baseret på penny, der blev slået efter ordre fra Knuds umiddelbare forgænger på den engelske trone, den uheldige saksiske leder Æthelred den Anden. (Hans navn er forholdsvis let at læse på mønterne). Han blev af krønikeskrivere i sin egen tid beskrevet som en, der ikke fik gode råd af sine hofmænd – han var Un-Advised (på oldengelsk Un-ræde). Dette er blevet fejloversat af senere historikere, der kalder ham “den Rådvilde” (the Unready), i betydningen dårligt forberedt. Faktisk var han ikke så meget dårligt forberedt som totalt udmanøvreret som general, først af kong Svend Tveskæg af Danmark og derefter af hans søn Knud, og tåbelig i at tro, at hvis han forsøgte at købe danskerne af med store pengesummer, ville de forsvinde. I stedet kom de bare tilbage efter mere og overtog til sidst hele kongeriget.
* replika af en sølvarmring: en meget populær form for udsmykning for både mænd og kvinder i Skandinavien eller i
England (hvorfra denne formodentlig er stjålet).
* replika af en guldring: guld var ikke så almindeligt i Skandinavien som sølv.
* replika af et guldhalssmykke: reproduktion af en faktisk genstand fundet ved Vindinge i Danmark. Sandsynligvis af lokal fremstilling. Hjulformen kan have religiøs betydning. (Svastika-motiver var måske lige så almindelige, men ikke særligt velegnede til brug i et skoleprojekt – men næste gang du køber røgelsespinde af en Hare Krishna-tilhænger, så se på, hvad der er trykt på bagsiden af mange af pakkerne.)
* stykke ægte baltisk rav: altid meget populært hos de skandinaviske folk. Et stykke som dette, med mange individuelle træk, kunne bruges som en lykkeamulet eller gemmes til senere at blive sat i et smykke.
* halskæde af polerede sten. Brugt hovedsagelig af almindelige folk, som ikke havde råd til meget guld eller sølv. Muligvis også til nytte ved byttehandel med pelsværk med oprindelige folk som finner og samer – eller endda indbyggerne i Vinland. Denne halskæde har den rette størrelse til at passe et barn eller en lille kvinde. (Messinglåsen bag på, som kan skrues op, er ikke helt historisk korrekt, men er forhåbentlig stærk nok til at overleve brug i et klasseværelse!)
* tre stykker “hugsølv”: vikingerne kan have kunnet lide klare farver og alle slags smykker og udsmykning, men de var også et yderst praktisk folk. Hvis de stødte på genstande af ædelmetal, som ikke var særligt smukt lavet, var de ganske parate til at skære dem op og bruge stykker af dem som penge, som betaling for, hvad de end ville købe på deres rejser. Her har vi resterne af to sølvarmringe: formodentlig var det lettere at få dem ned i pungen, hvis de først blev hamret lidt flade med den stumpe side af en økse, og derefter blev halvdelen af en af ringene skåret af for at betale for noget.
* lille sølvkalk: formodentlig lånt fra en kirke et sted i England eller Irland. Denne type kalk ville have været brugt til at holde nadverbrød, der skulle gives til menigheden, mens præsten (og kun han) drak den hellige vin af en langt mere prangende drikkebæger, muligvis af guld. Designet er blevet blasfemisk kopieret mange århundreder senere af en bestemt velkendt britisk restaurantkæde, der bruger sådanne kar til at servere rejecocktail.
* messingaskebæger i form af en hval: formodes at stamme fra Grønland, tidlig til midten af 1200-tallet. Sådanne genstande, og den berømte Kensington-runesten, beviser endegyldigt, at Leif Erikssons efterfølgere havde held med at fortsætte udforskningen langs den nordamerikanske kyst, måske så langt som til det moderne New England og Virginia. Desværre vidste man dengang lidt om farerne ved at ryge cigaretter med højt tjæreindhold, især i århundrederne før opfindelsen af effektive filtre, så det kan meget vel også til en vis grad forklare den ulykkelige forsvinden af de sidste grønlandske kolonister engang efter 1410 (datoen for den sidste registrerede hjemrejse dertil fra Island og tragisk nok kun omkring firs år før kontinentet blev genopdaget af Christopher Columbus).
Udvalgte uddrag af Snorre Sturlasons skrifter

Opdateret 01.01.2000 af The Viking Network
Sidst opdateret: 19. oktober 2026
This post is also available in:


