
Maskinoversat fra engelsk – ikke gennemgået af et menneske.
Vikingerne boede i store familiegrupper. Børn, forældre og bedsteforældre boede sammen. Når den ældste søn overtog familiegården, blev han familieoverhoved og ansvarlig for alles velfærd. Han skulle skaffe den mad, familien havde brug for.
Hans kone, husets frue, skulle sørge for, at maden holdt gennem den lange, mørke vinter. Hun lavede smør og ost, tørrede og røgede kød og fisk til opbevaring, og hun forventedes også at kende til urter til fremstilling af medicin og at tage sig af syge og sårede. Gårdens dyr var også hendes ansvar, og når hendes mand var ude at handle, på vikingetogt eller på jagt, drev hun også gården i hans fravær. I rige familier havde hun tjenestefolk og trælle til at hjælpe sig. Som et synligt tegn på sin autoritet og magt bar husets frue nøglerne til madkisterne ved sit bælte.
Når mændene rejste til udlandet for at plyndre eller handle eller var taget på jagt eller fiskeri, havde kvinderne ansvaret for arbejdet på gården. Det førte til, at kvinderne spillede en vigtig rolle i samfundet.
Ægteskab
Piger blev gift i 12–15-årsalderen. Derefter forventedes det, at de styrede en husholdning. Lad os håbe, at de fik hjælp af de ældre kvinder i familien! Ægteskabet blev aftalt mellem familierne og blev betragtet som en alliance mellem de to familier til gensidig hjælp og beskyttelse. Pigen selv havde ikke meget at skulle have sagt i sagen.
Medgiften
Bruden medbragte lin- og uldstof, et spinderok, en væv og en seng som en del af sin medgift. Kvinder fra rigere familier kunne også have smykker af sølv og guld, husdyr og endda gårde som en del af deres medgift. Alt, hvad hun bragte med ind i ægteskabet, forblev hendes personlige ejendom og blev ikke helt en del af mandens bo. Hendes børn arvede til gengæld denne ejendom som en del af arven efter moderen.
Skilsmisse
Kvinden blev ikke helt en del af sin mands familie, da hun blev gift. Hun fortsatte med at være en del af sin egen familie, og hvis hendes mand mishandlede hende og børnene, var for doven til at forsørge dem godt eller fornærmede hendes familie, kunne hun lade sig skille fra ham. For at gøre det tilkaldte hun nogle vidner. Foran disse vidner erklærede hun sig først ved hoveddøren og derefter ved parrets seng skilt fra sin mand.
Børnene

Spædbørn og småbørn blev automatisk hos moderen ved en skilsmisse. De større børn blev fordelt mellem forældrene efter de to familiers formue og status.
Med sin ret til ejendom, arv og skilsmisse havde vikingekvinden flere juridiske rettigheder end de fleste kvinder andre steder i Europa på den tid. Børn var også beskyttet af loven som medlemmer af familien, og de beholdt deres ret til arv, selv efter en skilsmisse.
De fattigere
På de mindre gårde var systemet med mandearbejde og kvindearbejde mindre strengt. Uden tjenestefolk og trælle måtte alle bidrage med, hvad de kunne, for at familien kunne overleve i det barske skandinaviske klima.
Trællene
Trælle havde ingen juridiske rettigheder bortset fra at være ejerens ejendom. De kunne købes og sælges, og trællens ejer kunne behandle dem, som han eller hun ville. Hvis en ejer dræbte en af sine egne trælle, blev det ikke betragtet som mord. Hvis en fri mand dræbte en træl, der tilhørte en anden, skulle han betale trællens pris som erstatning. Prisen svarede nogenlunde til prisen for et husdyr.
Når en kvindelig træl fik et barn, blev det ejerens ejendom. Hvis hun blev solgt, mens hun var gravid, blev barnet den nye ejers ejendom.
Sidst opdateret: 18. oktober 2026
This post is also available in:



