Selvbiografi
Fredrikstad , desember 1902
| Skolegang og arbeide | Den enes død, den andres brød. |
| Slit og atter slit | Husbygging |
| Nytt hjem og arbeide i Fredrikstad | Skole, kurs og nytt arbeide |
| Bedre fortjeneste | Tilbake til tidligere arbeidsplass |
Aar 1839 den 23de September blev jeg født af foreldre Marie Gudmundsdatter og Jakob Olsen i Husmandsplassen Monkerud under søndre Berger i Fet Prestegjeld. 7 aar gammel begynte jeg at gaa paa Almueskolen, som den gang var Omgangsskole og meget tarvelig i enhver henseende i forhold til hvad Almueskolen nu er. Mine fattige foreldre gjorde alt for at holde mig i skole. Under den tid der ingen skole var i den kreds jeg tilhørte, søgte jeg til dels skolen i Nabokredsen, og en tid fikk jeg ogsaa søge privat undervisning.
Da jeg var 14 aar døde min Fader, som altsaa var arbeidspliktig Husmand under gaarden Berger, og jeg maatte da begynne at gaa i arbeide paa gaarden i min Faders sted for at jeg og min mor ikke skulde bli jaget bort fra Pladsen. Nu blev der liten tid at læse langt mindre til at gaa i skole, men da jeg hadde nogenlunde kunnskaper inde før, gik det bra, og jeg blev konfirmeret da jeg var 15 aar.
I 16 aars alderen blev jeg sykelig; dog ikke verre end at jeg kunne være ved arbeidet. Dette vared til jeg var næsten 20 aar. Lægen sagde, at sygdommen skræv sig fra overanstrengelse, og under denne Periode led jeg meget ondt. Naar vi havde været inde og nydt vaare maaltider, som Gud skal vide for det meste var tarvelig, hændte det meget ofte at jeg maatte kaste maten op igjen inden vi kom tilbake til Arbeidsstedet, men der var sandelig ingen som spurte om jeg orked arbeide eller ikke, det fik gaa.
Da denne sygdomsperiode var over, blev jeg atter frisk og rask, og da jeg var stor av vækst og sterk, gik arbeidet nu forholdsvis let, og da det kun var mig og min Mor på Husmandspladsen, klared vi os ganske bra, skjønt det var et trælsomt liv.
Da jeg var 21 aar gammel blev jeg gift, og havde jeg før slidt, blev det nu ikke bedre. Paa gaarden skulde jeg gaa hver eneste arbeidsdag i serdeleshet i Aanetiden. Husmandspladsen var liden og tungbrugt, og da jeg ingen anden tid fik til at arbeide paa den end min fritid, blev afkastningen mindre aar for aar, og jo mer familien økedes, des mørkere blev udsigterne for Fremtiden, trods alt mit strev og slid. Arbeidstiden paa gaarden var som regel fra kl. 5 morgen til kl. 9, og ofte velsaa det, om aftenen. Daglønnen var 8 Skilling (ikke fuldt 27 øre) og enda maatte jeg betale 8 Spd. ( 32 kr. ) i avgidt for Pladsen. Paa denne maade blev jeg som regel skyldig paa kosten ved hvert aarsoppgjør, thi i aarets løp maatte gaarden tage Hø, Halm og til dels Sædekorn paa kredit. Et aar fik jeg ved aarsoppgjøret til gode 1 Skilling. Ret til at tage ved til Husbrug havde jeg i gaardens Skov, og i løbet af sommeren maatte der altsaa sørges for ved til vinteren, og jeg var saaledes ofte i Skoven kl. 2 Søndags morgen og hugget en favn ved til kl. 9 - 10 paa formiddagen o.s.v...
Paa denne maate holdt jeg paa til jeg var 27 aar, men da syntes jeg del blev umulig at fortsætte lengre dermed, og jeg fattes da det Forsæt, at noget annet maatte forsøges, det fik bære eller briste, som det gik bar det luks ind i Fattigdommen.
Ja, slaa ind paa noget andet, det var ikke saa let gjort som sagt, det fik jeg nok erfare. Jeg søgte arbeide og ansættelse paa mange steder og paa mange maader, men det saa ud som det ville lykkes, og alle som kjente mig fraraaded mig at forlade den gode Husmandspladsen. Paa den tid var det forresten ogsaa en stor skjeldenhed at noen forlod Bygden, endsige en arbeider med stor familie.
Endelig om Vaaren 1867 fik jeg gjennem min broder løfte om at komme ind som fast arbeider hos D´herrer J. N. Jacobsen & Co, Fredrikstad. Jeg betængte mig ikke længe men slog til, og bestemte mig til at forlade mit Fødested snarest mulig. Til Husmandspladsen var ikke jeg egentlig bunden, men min Mor, og naar jeg reiste fik hun selvfølgelig følge med. Da Bønderne hørte at det blev alvor med min Reise, Spaaed de mig al Landsens Ulykke; en sagde rent du, at jeg kom til at sulte ihjæl, om jeg flytted til Fredrikstad. Det var Peder Winsnæs. Jeg lod mig ikke rokke, men stod fast ved min Beslutning, og den 11te juni s. aa. holdt jeg Auksjon og solgte omtrent alt, fik betalt min gjæld og drog av sted saa fort som mulig.
Den 15de Juni s.aa. 1867 ankom jeg til Fredrikstad og fik der leiet et værelse med 1/3 adgang til kjøkkenet i Byens udkant, Trosvikbjerget.
Ankommen til Fredrikstad havde jeg hustru og 3 smaa Børn og en gammel Mor at forsørge. Min hele kontante kapital var 8 Spd. (32 kr.) (4 Spd. maatte betales i forskud paa Husleien), men jeg eide ikke seng at ligge i, bord at spise ved eller stol at sitte paa, kort sagt, jeg mangled næsten alt, thi jeg havde intet videre med fra Landet end en gammel dragkiste og en do, seng, som tilhørte min Mor, samt de faa klædessmuler vi havde.
Da jeg havde orienteret mig bedst mulig i det nye hjem, det vil sige, da jeg havde faat hjem en del høvelflis til at lægge paa gulvet til seng, spikret sammen et "spisebord", laant et par stoler m.m., indfant jeg mig paa Hr. Jacobsens kontor og anmældte, at jeg nu var ferdig til at arbeide. Jacobsen mottog mig meget venlig og viste mig ned til Græsvig Brug, hvor jeg skulde hilse formannen og sige, at han skulde lade mig faa noget at bestille. Du faar tage hvad som helst saalænge, sagde Jacobsen, men saasnart der bliver nogen fast plads ledig skal du faa den, sagde han. Jeg indfandt mig selvfølgelig paa bruget, men det gik ikke saa let. Formannen trodde mig vist ikke, han svared imidlertid at han intet arbeide hadde at lade mig faa, og jeg maatte gaa igjen som jeg kom.
Hermed kunde jeg selvfølgelig ikke lade det bero, men maatte atter gaa til Chefen og sige det som det var. Han bad mig da indfinde mig paa bruget dagen efter ved 11 tiden saa skulde han selv ogsaa komme ned. Som sagt saa gjort. Dagen efter mødte jeg til bestemt tid og traf da baade Jacobsen, formannen og bygmesteren. Saasnart Chefen fik se mig, sagde han til formannen, at han skulde lade mig faa noget at bestille, og han sagde da at jeg kunde komme ned dagen efter, saa skulde jeg faa skjære splitved. At skjære splitved var den gang et slags strafarbeide for de som paa en eller anden maade hadde forseet sig. Da Jacobsen hørte at jeg skulde skjære splitved, sagde han til bygmesteren at han skulde tage mig med som haandlanger, og dagen derpaa fik jeg drage til skogs og pille mose. I 6 dage var jeg med tømmermendene og gjorde vad som forefalt. Den almindelige dagløn var 2 Mark, men da bygmesteren sagde til Jacobsen at jeg var nok saa bra, fik jeg 2 Mark 8 Skilling pr. dag, hvorover de andre daglønnede som rimeligt var misundelig.
Da jeg som sagt havde været med tømmermendene i 6 dage, blev en plads som dreng ved rapsagen paa høvleriet og Chefen havde selv sagt til formannen, at jeg skulde faa denne. Her var allerede udsigt til bedre fortjeneste og glad var jeg over at blive saa hurtig forfremmet, men de tidligere arbeidere blev meget misunderlige herover. At utføre det arbeide jeg nu havde faat, var lettere sagt end gjort. Jeg maatte daglig haandtere omkring 100 Tylfter Battens eller Planker, hvoraf halvparten maatte bæres paa akselen et kort stykke. Arbeidet var egenlig ikke saa tungt, men der maatte en kvikhet til for at expedere fort. Dette arbeide var selvfølgelig meget uvant for mig, og havde jeg ikke havt saapass krefter at skjøte til med, havde aldrig det gaat bra.
Den mester jeg kom under var en urimelig fyr, som ikke lagde fingrene imellem. De andre arbeidere dels skjældte paa mig og dels gjordre de Nar av mig. Dette bidrog ikke til at jeg gav mig over. Akselen blev blodig og skjorten blød, men det fik gaa, jeg havde ikke raad til at slippe denne plads fra mig igjen, og det vared heller ikke saa lenge før jeg blev mand for min hat.
Den første aflønning jeg fik gav meg en Hjertestyrkning, thi jeg havde den første uge tjent 3 Mark 12 Skilling pr. dag. Ogsaa paa lønningsaftenen fik jeg skjældsord af de andre arbeidere fordi jeg ikke vilde "rive i" og hønse som det heder. Dette havde jeg vistnok gjort ogsaa, men en Menneskevenn her, nemlig afdøde Kemner Stensgaard, havde ved ankomsten hid giver mig det gode Raad aldrig at besøge Vertshusene eller give efter for den første Fristelse. Dette Raad adlød jeg, og jeg har aldrig angret derpaa, og jeg takker Giveren derfor i hans Grav…..
Ved intredelsen i dette arbeide forekom der også en anden ting, som var uvant for mig, nemlig natarbeide hver anden uge. Dette, som var mig saa aaldeles uvant, besværed mig meget, da jeg ikke kunde sove om dagen, saaledes som de var tilvandt med.
Med dette arbeide holdt jeg paa en 3 aars tid uten nogen afbrydelse eller nogen nævneverdig tildragelse, ogsaa den gang var der mange edruelige og bra arbeidere ved Gresvig Brug, men det hendte dog iblandt at en eller annen havde taget en taar over tørsten, som var en af de største synder i Jacobsens øine, som en arbeider kunne begaa. En tirsdag morgen, som Jacobsen kom ned, blev han alt annet enn blid og venlig, som han pleide være. Kappmesteren paa natvagten havde nemlig vært full og havde ikke alene selv gjort galt, men havde givet ordre til de andre arbeidere feilaktig fra sig saa at omtrent alt var kappet, skaaret og høvlet galt. Jacobsen var vred og mange fik skrub, og kapperen fik sin afsked.
Da den verste storm var over, blev jeg kaldt inn paa kontoret til Jacobsen, han var enda noksaa barsk og spurte om jeg kunde påta mig kagningen og sorteringen til høvleriet. Her var gode råd dyre for mig. Lidt engstelig var jeg for at svare ja, og umulig syntes jeg det var at sige nei. Nogen betenkningstid var der ikke at tale om, og jeg måtte fluksens svare ja, hvis jeg fik lov at prøve skulde jeg gjøre mit bedste, men at jeg måtte faa min gamle plads igjen om jeg ikke skulde klare det. Dette loved Jacobsen, og jeg maatte da om aftenen møde frem paa den annen nattevagt for at overtage min nye bestilling, og den afskedigede mester fik af Jacobsens naade lov til at blive min dreng.
Atter havde jeg altsaa gjort et lide skridt fremover, og jeg gledede mig derover. Det arbeide jeg nu havde faaet var jo langt lettere end det jeg havde før, fortjenesten lit bedre, men ogsaa ansvaret langt større.
Atter blev der stor misunnelse blandt de andre arbeidere, fordi jeg havde faaet denne plads. Jeg var yngste dreng ved kappsagen, og min forrige mester gik endog til Jacobsen og sagde at jeg umulig kunde klare det, da han slett intet havde lært mig, men at hans broder vilde klare det meget fint. En saadan fremtræden likte nok ikke vor gode Jacobsen, og min gode mester fik gaa med det korte svar: "Han klarer det nok".
Da jeg altsaa nu efter vel 3 års tjenestetid havde opnaaed at faa en av de bedste pladse ved bruget, havde jeg jo all grund til at være tilfreds, og jeg bestræbte mig ogsaa at udfylde min plads paa bedste maade. Jacobsen var som regel ved denne tid en tur paa bruget hver dag; det var sjelden uden at jeg talte med ham, men aldri hørte jeg andet end godt og vel. Uder disse forholde gik det nu sin jevne gang i flere år, kun nattevagten besværede mig meget. Hidtil havde jeg bodd i leiet bekvemmelighet, hvilket jo er noksaa ubehagelig, især naar man har mange børn. Jeg begynte altsaa at studere paa hvilken maade det kunne lade sig gjøre at faa op et lidet hus, men at faa denne plan realisert var lettere sagt end gjort, thi fortjenesten vilde nødig række lengre end fra haanden til munden. Dog tenkte jeg et forsøk maa gjøres, jeg faar ikke mindre end jeg har.
Jeg gik saledes en dag op til min gode sjef; fremholdt saken for ham saaledes som den var og spurte, eller rettere sagt bad om at faa materialer paa nogenlunde moderate afbetalingsvilkaar til et lide hus. At jeg gjerne vilde have mig et lidet hus fandt Jacobsen meget rimeligt, og materialer skulde jeg ogsaa faa, men han vilde næsten bestemt, at jeg skulde bygge nede ved Gresvig Brug. Dette havde jeg paa ingen maade lyst til, fik jeg ikke lov til at bygge i byen, saa fik det foreløpig være med byggingen. Dog snart gav han efter, jeg fik lov at bygge hus hvor jeg vilde og fik løfte om at faa alle træmaterialer til et hus, af den størrelse jeg havde opgivet, paa de betingelser, at jeg fik betale hvad jeg kunde række pr. aar. Dette var jo endog bedre end jeg havde vovet at vente.
Af min broder fik jeg laant noge penger paa rimelige betingelser, og i Mars maaned 1873 klemte jeg i vei med at bygge, og i Juli maaned s.aa. var huset. et enetages hus med 4 værelser og 2 kjøkkener, saavidt færdig, at vi kunde flytte ind. Først om høsten fik jeg saavidt istand, at jeg kunde leie bort den ene bekvemmelighet til en familie. Under byggetiden sled jeg atter forfærdelig. De laante penger vilde nødig rekke til, og redd som jeg var for at laane mer, maatte jeg selvfølgelig gjøre alt hvad jeg paa nogen maade kunde og aarked paa min fritid. Jeg bragte saaledes frem selv, hver eneste smule af materialer, og der fandtes ikke en flis i huset uden at jeg havde baaret den paa akslen. Atter havde jeg da paa en maade gjort et fremskridt, jeg var bleven huseier i byen, skjønt jeg lidet eller intet eide i huset. Huset med en simpel uthusbygning til blev da brandtakstert til 700 Spd…
Ved Vestsidens skole, Seiersten, blev i 1874 oprettet en Søndagsskole (eftermiddagsskole) for voksne. Fagene var hovedsakelig regning og norsk. Paa bruget gik det noksaa bra, og fortjenesten jevn og bra, men det var alikevel ikke min menig at slaa mig til ro hermed. Jeg meldte mig derfor ind paa denne skole for det at tilegne mig lidt mer af teoretiske kundskaper, om der muligens med tiden kunde blive haap om at faa en formannspost. Paa denne skole gik jeg i næsten 2 aar, og jeg maa tilstaa, at jeg havde god nytte af hvad jeg lærte der. En vinter senere tok jeg et kursus i bobbelt bogholderi. I vinteren 78 fikk jeg i "Morgenbladet" se en formandspost averteret ledig, og jeg gik op til Jacobsen og spurte han til raads, om han trodde det kunde nytte at søge denne post. Hertil svared han, at han vilde gjerne jeg skulde blive hos han, men at jeg jo kunde søge plassen, saa fikk vi muligens høre, hvor og hvordan den var, og i den anledning gav han mig en udmerket attest. Jeg skrev da ansøgning og sendte, og det vared ikke lenge, før jeg fikk svar fra Drammens Oplands Høvleri, Drammen, hvor posten var, at jeg kunde faa posten og fikk komme did og underhandle om det fornødne.
Nu sad jeg atter i en god klemme. Hvad skulle jeg nu gjøre? Den post jeg havde var jeg godt tilfreds med, klared den godt, og fortjenesten var stadig og bra. Men på den anden side var det natvagten, et sygdomstilfælde i den ene hoften og udsigterne for fremtiden som maned mig til at gjøre ennu et forsøg i retning fremad. Med Jacobsens tilladelse reiste jeg da til Drammen, hvor jeg traff bestyreren og fikk høre betingelsene. Bruget bestod av sagbrug og høvleri med flere, dels egne, dels leiede tomter som lå dels i dels utenfor Drammen. Overalt skulde jeg føre opsyn over skur, høvling, stabling, sortering og skibning samt hver uge opgjøre og udbetale arbeidernes lønninger. Efter nok saa lang akordering gikk da bestyreren ind paa, at jeg skulde få 1200 kroner i aarslønn samt fritt hus og ved, og paalegg paa lønnen hvert aar kunde jeg sikkert regne på, loved han. Jeg afgjorde det enda ikke på stedet, men forbeholdt mig noge dages frist for at konferere med Jacobsen om sagen. Jacobsen syntes nok lønnen var liten, men jeg fikk da gjøre som jeg selv syntes, og jeg fattede da, skjønt med store betænkeligheter, den beslutning at modtage posten, som skulde tiltrædes 14de april 1878.
Saa var det atter til at kave og stride og lave sig til flytting, hvilket slett ikke var nogen lett sag med en saa stor familie som min. Denne gang solgte jeg ubetydelig af inbo, men tog omtrent alt med. Gaarden voved jeg ikke at sælge, jeg tænkte, at den i paakommende tilfælde kunne være god at have at ty til, og det viste sig senere, at jeg havde regnet rett.
Etter alle flytningens strider og gjenvordigheter ankom jeg da til Drammen og overtog min post den 14de april 1878. Allerede de første dage fikk jeg et daarligt indtrykk baade af bruget og forholdene der. Bruget var trangt og ubekvemmelig indrettet. Tomtene var som før nævnt, spredt vidt omkring, pramme og andre brugsrekvisita var dels i daarlig forfatning og dels manglede de heltop. Vandstanden ved bruget og tomtene var lav og meget variabel og omtrent hele arbeidsstokken var vrag fra andre brug, da arbeidsprisene var saa smaa, at byens bedste arbeidere ikke vilde arbeide der. Firmaet bestod av et aktieselskap af omtrent 25 bønder og bestyreren var en bondegutt som faktisk ikke kjente forskjell paa gran og furu i høvlet tilstand. I saadanne forholde var det ikke godt at staa som mellemmann. Ikke var det saa godt at være bestyrer heller, thi den ende bonde(aktionær) kom og mente det burde være saa og den anden at det burde være saa. Ingen av dem havde selvfølgelig nogen rede paa disse ting, og bestyreren som ogsaa var uerfaren skulde forsøge at lempe sig efter alle, hvilket selvfølgelig resulterte, at der ingen videre greie blev paa noget.
Der havdes om vaaren 1300 tylfter tømmer som skulde skjæres op i løpet av sommeren og for at faa dette gjort maatte der leies skur paa flere steder. Med skibningen af høvellast gikk det likedan. Enten havde vi ingen fartøier at laste, eller havde vi saa mange, at der maatte leies bort en del høvling paa andre steder. Vi havde saaledes en tid af høsten leieskur paa 9 forskjellige steder, og overalt skulde jeg selvfølgelig have opsyn med at alt blev gjort som det skulde. Med skibningen av høvellasten fra de fremmede steder var det aller værste, thi af denne skulde selvfølgelig ikke høvles verken mer eller mindre til de forskjellige fartøier end som ordren lød paa, og folkene var paa mange steder noksaa upaalitelige. For at holde dette gående, maatte jeg daglig have en 16 - 18 pramme til leie og selvfølgelig mange ekstrafolk, og hvert eneste lørdag, når jeg kom op med regnskapet for ugen, var der klage og grin at faa af bestyreren fordi der gik for mange penge ud til arbeidslønninger m.m.
Under saadan bestyrelse gik selvfølgelig bruget daglig tilbage, og mine fremtidsudsigter begynte atter at se mindre lyse du, og da aaret var omme drog jeg atter med hele mit pik og pak tilbake til Fredrikstad. Havde jeg før gjort et par smaa fremskridt, gjorde jeg nu et stort tilbakeskridt. At blive stående paa bar bakke med en stor familie i vaaren 1879, saa dårlige tider som det var da, var ingen lett sag. Jacobsen havde riktig nok loved mig arbeide, om jeg kom tilbake, hvilket jo var min trøst, og saa havde jeg jo tag over hovedet, da jeg heldigvis havde huset i behold.
Den post jeg havde indehavt før var selvfølgelig besat med en paalidelig mand, som ikke kunde afskediges for min skyld, og jeg maatte nu tage til takke med at blive kløvsaggut med en dagløn paa 2,2 kroner. Dette var visselig haarde nødter at knække efter at være formand paa et større brug, men give seg over kunde ikke nytte.
Dette arbeide blev dog af kort varighet, thi en maaneds tid efter blev en plass som gut paa repsagen ledig, og jeg fikk den, altsaa det samme arbeide jeg havde begynt med for en 11 aars tid siden.
Efter alt galt fik jo dette ansees som bra, thi nu fik jeg da atter nogenlunde bra fortjeneste, men heller ikke dette vared lenge, thi udpaa høsten samme aar kjøpte Jacobsen et større parti trælast ved Randsfjorden. Til at modtage dette parti skulde der sendes en paalidelig mand, og da jeg havde været formann i Drammen og bleven kjent med forholdene paa de kanter, blev jeg, uden at jeg havde nogen anelse derom, udsett til at reise derop i høsten 1879.
Her blev det atter et nyt gjøremaal at begynde med. Sorteringen av battens og planker ved brukene i Fredrikstad kjendte jeg jo godt til og under mitt ophold i Drammen havde jeg satt mig nærmere ind i forholdene paa de kanter. Imidlertid gik det ikke saa let som man kunde ventet. Lasten var til dels beskadiget, og manden som leverede den var noksaa utidig i sine paastande, saa det var ofte spark nok at faa, hvad der med rette tilkom kjøberen.
Under saadanne forholde var det lidt utrykt at arbeide, og jeg skrev derfor til Jacobsen om sagen, og fra ham fik jeg snart den trøstende underretning, at han var tilfreds med lasten, og hvade intet at udsette paa sorteringen. Ved Randsfjorden blev jeg en 3 maanerers tid og senere i Drammen til næste jul. Etter jul blev det atter at arbeide paa høvleriet, men det blev ikke av lang varighet, thi ret som der var blev der en tur ud at modtage last fra forskjellige steder. Aaret efter jeg kom hjem fra Drammen kunde jeg faaet formandspost paa Lillehammer, men da jeg saa nylig havde været ude og paa en maade bleven brændt, og da Jacobsen gjerne vilde beholde mig, slog jeg mig til ro hos ham.
Siden den tid blev det ubetydelig at være paa arbeide paa bruget. Der var enten modtagelse av battens eller ogsaa var jeg i Karlstad eller ved Skåre og havde tilsyn med skur, stabling og behandling av egen last, som Jacobsen leiede skur til der.
I fra aarets begyndelse 1884 fik jeg aarsløn som fast ansat modtager af battens og har til dato modtaget i alt 394.636 tylfter.-
| Gengitt med tillatelse fra Chr. J. Munkeruds familie |