Romerikes Blad

22. september 1905

Et fredeligt folk.

I 1884 truede svensken os med juling og Norges styrende mænd skruede laasen af armeens geværer og lod sige svensken, at indmarschlinjen var klar.

I 1905 truer atter ”søta bror” os og Norges styrende mænd gjør indmarschlinjen klar ved at nedlægge vore fæstninger.

Men i 1906 vil den del af det norske folk, som fra første haand skaffer alle statens udgifter, si: Vi bevilger ikke flere millioner til en armé, naar den ikke vil eller magter at opta kampen med Sverige for at redde sin ære. Hvilken nation har den da tænkt at kjæmpe mod? Det er en altfor kostbar moroleike, og vi kan ikke bevilge millioner og la vore sønner ligge paa eksercerpladsene den travleste tid hver sommer blot for at gjøre hokus pokus for nogle hundrede officerer og maaske en konge – hvis de faar nogen da, og det faar de nok. Herefter skal der vel bedes i kirkerne om at faa en konge, tænker jeg. Det har vist sig i Sverige, at prestene kan bruges til noget af hvert.

Mange vil vel si, at nordmændene er blit et feigt folk, og at den opvoksende slægt af slige eksempler vil bli feig og blødagtig, og at den norske saakaldte krigsmagt tillands og tilvands, som det saa smukt lyder i kirkerne, ikke har ære for to skilling. Men dette blaaser vi ad, naar vi bare kan ha fred.

Øvre Romerike 21-9-05

En bonde.