Ministeriet demissioneret.

Til Kongen.

I anledning af de af statsraaderne Michelsen og Schøning igaar indleverede afskedsansøgninger tillader jeg mig i underdanighed at udtale

Den naturlige konsekvens af de forhold, hvorunder de nu afsluttede forhandlinger om konsulatsagen strandede, maa efter min opfatning – som udtalt af mig paa den samlede regjerings vegne i stortinget den 8de februar dette aar – være en unionspolitik, der tager sigte paa at skabe et utvetydigt ydtryk for den stats- og folkeretslige stilling, der tilkommer Norge som suverænt rige.

Dette kan ad fredelig vei kun naaes ved et fuldstændigt unionsopgjør. Men grundlaget for et saadant kan ikke nu længer være det samme som ved tidligere unionsforhandlinger, nemlig forudsætningen om, at det maatte blive ved det gamle, hvis ingen enighed opnaaes. Den bestaaende unionelle tilstand er bleven uholdbar og vil ikke til held for begge folk kunne opretholdes. Grundlaget for et unionsopgjør maatte derfor, som jeg ligeledes paa den samlede regjerings vegne tillod mig at udtale i stortinget ved ovennævnte leilighed - være den forudsætning, at om Norges berettigede nationale krav ikke kan fyldestgjøres inden rammen af den bestaaende statsforbindelse, maa man søge friere former for folkenes samarbeide. Dette Grundlag vilde allerede kunne forberedes iaar. Der hviler forslag til forandring i Grundlovens §112, ved hvis vedtagelse der vil aabnes adgang til at fremsætte Grundlovsforslag ogsaa i 2den eller 3die session af en stortingsperiode. Derved vilde det blive muligt allerede iaar at fremsætte forslag sigtende til at fjerne de grundlovsmæssige hindringer for et i enhver henseende fuldstændig frit unionsopgjør og at bortrydde de vanskeligheder for et saadant, som ligger i, at rigsakten i Norge er grundlov, medens dette ikke er tilfældet i Sverige.

Det er min overbevisning, at hvis det norske folk "i samlet fylking" vil betræde denne vei, vil det være muligt at opnaa et fredeligt og ærefuldt unionsopgjør.

Derimod har jeg ikke kunnet tilegne mig den overbevisning, at ensidige norske beslutninger, begrænsede til konsulatsagen, vil være egnede til at føre til maalet. I henseende til de betænkeligheder, som er forbundne med en saadan aktion, indtager jeg fremdeles det samme standpunkt, som jeg under sidste valg i overensstemmelse med mit partis valgprogram hævdede, navnlig i min tale i Trondhjem 15de august 1903. Dette standpunkt var fra min side forudsætningen saavel for modtagelsen af mit valg til stortingsrepræsentant som for min indtrædelse i regjeringen.

Da jeg, efter at to af statsraadets medlemmer har forlangt sin afsked under de nuværende politiske forhold, ikke finder at burde anbefale noget forsøg paa en rekonstruktion af ministeriet overensstemmende med mit ovenangivne politiske grundsyn, finder ogsaa jeg i underdanighed at maatte ansøge om min afsked fra mit embede som statsminister.

Kristiania, 1ste marts 1905.

Underdanigt J. Hagerup.