Akershusingen 7de marts

Fra Studenternes nationale forening

Kronprinsens manifest.

Paa et tidspunkt, da landet staar uden ansvarlig regjering, har hs. kgl. høihed kronprinsregenten fundet tiden inde til at udstede et manifest til sit norske folk. Denne "statshandling" er foretaget uden at nogen norsk mandsraad er hørt. Det er muligt, at de konstitutionelle sædvaner regenten har medtaget fra sit andet folk, ikke gjør dette skridt særlig paafaldende. Det gjenkalder endnu mere østeuropæiske forhold. Efter den statsskik, der hersker i parlamentarisk styrede lande, er skridtet imidlertid saa opsigtsvækkende, at det gjør stillingens alvor tilstrækkeligt klar. Alene ved sin form og sin tilblivelse maa det sætte hans kgl. høihed i et forhold til sine loyale norske undersaatter, som er egnet til at lade de sovende vaagne og til at stille de tvilende overfor et øieblikkeligt og utvetydigt valg.

Ingen miskjender hs. kgl. høiheds vanskelige stilling; - allermindst kan det unionsfolk gjøre det, som med hver dag klarere indser umuligheden af de unionelle fællesinstitutioner. Vi er rørt over den patriotiske tone, der løber som en understrøm gjennem det kongelige forfatterskab. Men der er et punkt i manifestet, som virker endnu sterkere. Det er, hvor kronprinsen gaar over til realiteter og hævder, at den endelige godkjendelse af forholdet mellem konsulatvæsen og udenrigsminister maa afgjøres overenstemmende med rigsaktens §5 – med andre ord i sammensat statsraad. Naar man betænker, hvordan det unionelle konsulatvæsen gjennem en lang aarrække var helt adskilt fra den unionelle udenrigsminister og hvordan tilslut det nuværende forhold tilveiebragtes ved en ensidig svensk statsraadsbeslutning, stilles kravet unegtelig i et noget eiendommeligt lys. Men det er i og for sig let at forstaa. Den norske konge opnaar derved at skyve ansvaret over paa den svenske regjering. Det var jo, fordi det blev umuligt at opnaa enighed med denne regjering netop om de samme forhold, at forhandlingerne gik overstyr. Nu at ville undergi en norsk konsulatbeslutning den svenske regjerings sanktion kan derfor kun betyde en ting. Tydeligere kan det overhovedet ikke siges, at en norsk beslutning i konsulatsagen ikke kan paaregne kongelig sanktion. Forsaavidt har jo hs.kgl. høihed virkelig "aabnet sit hjerte" for os. Det er talt om de seks lydrigepunkter som den største fornærmelse, der har været tilføiet os siden 1814.

Med manifestet iforgaars er en ny og større kommet til. Her er det sagt med rene ord, at en sag, der efter alle norske og danske retslærdes mening er en udelukkende norsk sag, skal gaa sin endelige skjæbne imøde i et statsraad, som faktisk er svensk. Det er ikke sagt af en fremmed statsminister, men af vort eget lands regent. Mod en sag, der ikke med et ord berøres i rigsakten, skal denne bruges som bremse. Enhver betragtning gjør sig her af sig selv. Og til denne forhaanelse former slutten af de kongelige betroelser sig i ord, der omskrevet fra kongelig til borgerlig norsk kun kan betyde en trudsel. Lige før den passus, hvor hs.kgl. finder det passende at paakalde Guds bistand anmoder han stortinget om nøie at overveie alle konsekvenser. Hvilke konsekvenser? Hvortil kan der sigtes i en erklæring, som kronprinsen har udstedt "kun i egenskab af norsk regent"? Er han vidende om, at vort broderfolk nærer forbryderske planer, da er det hans pligt som svensk regent at slaa dem ned. Er han ude af stand til det, vilde det neppe falde ham ind at proklamere det høilydt for sine norske undersaatter. Tal "aabent fra hjertet", Deres kgl. høihed! I den sammenhæng og under de forhold, er det egnet til at ....................................