Akershus 8de Juli

Fra Amerika.

Brev til "Akershus"

Afslutning paa Reisen.

I Chicago forsvandt alle kjendte Ansigter, idet jeg bestemte mig for at være der en Dag og bese mig. De øvrige blev ved Ankomsten førte over til North-Westbanen i Omnibusser og sendt videre Kl. 9. Det er ikke saa godt for en Fremmed, som ikke kan Sproget, at blive overladt til sig selv paa Chicago Station. Jeg havde mange rare Tanker, medens jeg stod og betragtede Folket. Saa bestemte jeg mig for at gaa paa Gaden for at træffe en eller anden Skandinav, og den første jeg tiltalte som jeg antog var Skandinav, svarede paa svensk ja! Det var en svensk Missionsdame, Karin Rosenkvist, som var mig til megen Hjælp. Hun ordnede med min Bagage samt fulgte og viste mig Veien til den nye Station, hvorfra jeg skulde fortsætte, samt naar Toget til St. Paul skulde gaa. Saa drog jeg da ned paa Agentens Kontor (som ligger lige ved St.) for at høre, om alle af Reisefølget var kommet afsted. Alle undtagen en Dame fra Trondhjem, som var bleven syg, var reist. Denne syge Dame laa her paa Kontoret paa en Træbenk og græd og jamrede sig. Agenten, en Svenske, ventede bare paa at faa sendt hende videre. Som Nordmand kunde jeg ikke se paa, at en af mit Reisefølge skulde lide, uden at gjøre noget for hende. Heldigvis fik jeg da fat igjen paa den før omtalte svenske Missionsdame, der varmt tog sig af denne Stakkel. Hun kjøbte forskjellig Frugt til hende, hyret en Vogn og kjørte med hende til Doktor, hvor hun fik Mediciner. Jeg var nedom hende en Tur, da jeg skulde reise og da skulde hun fortsætte Reisen om Aftenen; faar haabe hun kom vel frem. De øvrige Timer tilbragte jeg med at bese mig. Der herskede en kolossal Trafik i Gaderne, mange Steder stod jeg i flere Minutter og studerede paa hvilken Maade jeg skulde komme over. Et Sted kjørte de sig fast, Sporvogne, Drosker og Arbeidsvogne i et Kaos, og Folk skreg og hujede som vilde Indianere. Paa alle Arbeidsvogne faaes fra 2 – 4 Konstabler til Beskyttelse for Kusken. Politiet var store kraftige Karer, som der stod Respekt af. Med Rensligheden i Gaderne var det daarligt bevendt, taaler ikke Sammenligning med Kristiania.

Det er mange Skandinaver her, og det er ikke saa vanskeligt at se det. Jeg tiltalte mange, og ingen tog jeg feil af, talte med 3 Danske, 3 Svenske og 2 Norske. Den ene Nordmand var fra Skien og havde været her i 30 Aar. Han var Snedker ved North-Westbanen og havde 3 Dollars Dagen efter 7 ½ Times Dag. Kl. 6 kom jeg tilbage til Stationen for at finde Rede paa mit Tog, der skulde gaa Kl. 6,30. Her var Ordningen som i Kristiania med Uhr for Enden af hver Platform (13 i Tallet). Alene fra denne Station afgaar og ankommer der 350 Passagertog i Døgnet. Stationsbygningen var enkelt men praktisk indrettet. Naar man kom ind i Hallen, saa havde man her alt muligt, saasom Skopudsere, Barberere, Toiletrum m. m.

Saa dampede vi da videre i et fuldpakket Tog gjennem Chicagos Gader, hvor Toget skreg og ringede ustandselig. Her kunde jeg ikke finde nogen Skandinav blandt Reisefølget, og da Natten var for Haanden sov jeg Størsteparten af Reisen til St. Paul. Den eneste Afveksling var at betragte en Negerfamilie paa 5 Individer, der medfulgte Toget.