Aarhus
Stiftstidende
17.
November 1905
Kongeindtoget
i den norske Hovedstad.
I Dag
finder det formelle Kongevalg Sted i det norske Storting. Endnu mangler der
rigtignok Meddelelse om Resultater fra 3 Kredse, men det kommer nok, inden
Stortingsmødet begynder. I Aftes var der afgivet 259,146 Ja og 69,218 Nej.
Saa snart
Valget er foretaget, vil Deputationen blive sendt af Sted ombord paa
Panserskibet ”Tordenskjold”.
Det er nu
ifølge ”Aftenposten” bestemt, at Slottet maa være færdig til den 24. Novbr. for
at tages i Brug i de nærmeste Dage derefter. Alle Haandværkere og andre, som
har med Arbejderne at gøre, har forpligtet sig til at blive færdige til den
Tid.
En af de
første Dage vil der udgaa en Henvendelse fra Politikamret til Byens
Korporationer om at møde under deres Faner og danne Ordensværn i Gaderne under
Indtoget. Socialdemokraterne har henstillet til de organiserede Arbejdere ikke
at imødekomme en saadan Anmodning.
Handelsstandens
Forening, Købmandsforeningen, Haandværks- og Industriforeningen samt Studentersamfundet
vil sætte sig i Spidsen for et Arrangement om Folketog til det nye Kongepar,
sandsynligvis Dagen efter dets Ankomst.
Fra alle
de nærmeste Byer i Omegnen af Kristiania forberedes der af Dampskibsselskaberne
Ekstrature til Kristiania i Anledning af Kongeparrets Ankomst, og mange
Komunalbestyrelser tænker paa at sende et Udvalg af sine Medlemmer til
Hovedstaden for som Deputerede at komplimentere Majestæterne.
Der er
Tale om, at Regeringen vil sejle Kongeparret i Møde i Stedet for at modtage Majestæterne
paa Slottet. Bryggen med Modtagelsespavillonen vil i saa Tilfælde blive
forbeholdt Kommunen. Byen vil rejse flere Tribuner og bygge 3 Æreporte, nemlig
en paa Vippetangen, en ved det militære Ridehus og en ved
Landbrugsdepartementet i Carl Johansgade. Desuden paatenker private Personer at
rejse en Æreport i Kirkegade.